vaniljeproteinpulver

2x opskrifter med vaniljeproteinpulver

VANILJEPROTEINPULVER: Jeg er fan af proteinpulver og vil gerne slå et slag for alle de mange måder, man kan bruge det på. Ofte bliver proteinpulver bare hældt i en shake med vand eller mælk, og selvom det også kan smage godt, bliver det lidt trivielt i længden.

Allerførst vil jeg slå fast, at du ikke behøver træne som en gal, før det giver mening at spise proteinpulver. Protein mætter typisk mere end både fedt og kulhydrater, og samtidig bruger kroppen mere energi på at fordøje og optage protein. Med andre ord er det fornuftigt at spise protein, hvis du gerne vil holde din vægt eller tabe dig. Protein spiller en vigtig rolle for at opbygge og bevare muskelmasse, og det er fordelagtigt for både mænd og kvinder – også når vi bliver ældre. Proteinpulver er desuden oplagt, hvis du vil skære ned på kød, men stadig gerne vil have nok protein. Og så er spørgsmålet, hvad nok protein er? Det afhænger af din sport og din vægt.

Nikolaj Bach Nielsen (@nikolajbachdk på Instagram) har skrevet en udmærket artikel om det for Bodylab. Bodylab sælger godt nok kosttilskud, herunder proteinpulver, men de tilbyder samtidig en rimelig stor og troværdig artikeldatabase, der har baggrund i studier og ofte bliver opdateret. Da jeg begyndte at træne for snart mange år siden, vidste jeg meget lidt om træning og kost. Derfor ved jeg fra dengang, hvor ualmindelig svært det er at være kildekritisk, når man absolut ingenting ved selv.

Nemt, billigt, smager godt
Jeg er ofte blevet spurgt, om man ikke bare kan spise noget mere ’almindelig’ mad i stedet for at spise proteinpulver. Og det kan man sagtens. Der er nu ikke noget ualmindeligt ved proteinpulver. Den slags, jeg spiser, er lavet af mælk, og desuden er det både nemt, billigt og smager godt. Og man kan bruge det i mange ting – eksempelvis i sin morgenmad, som jeg ynder at gøre.

Min morgenmad skifter lidt afhængig af, om det er hverdag eller weekend, hvad jeg skal træne, om jeg skal ud at spise senere og generelt bare af, hvad jeg har lyst til. De to opskrifter nedenfor er blandt mine go-to morgenmåltider i hverdagen. Jeg vejer ikke min mad, når jeg laver det – det er bare på slump, men jeg har selvfølgelig gjort det denne gang for at kunne skrive en opskrift ned.

vaniljegrød

Vaniljegrød med kanel og smør
Jeg kan virkelig godt lide risengrød, men med mindre man køber det i sådan en ’pølse’, så tager det urimelig lang tid at lave. Det er drønhyggeligt, men det sker bare ikke så tit. Til gengæld får jeg med denne grød lidt smag af risengrød.

  • 50 gram havregryn – jeg kan bedst lide grovvalsede. Der er mere tekstur.
  • 3-3,5 deciliter vand – afhængig af hvor fast du kan lide den.
  • En halv scoop vaniljeproteinpulver – eller mere, hvis du kan lide en meget sød grød.
  • Smør
  • Kanel
  • Sukker/Sukrin
  • En anelse salt

Rør gryn og vand sammen i en skål og sæt den i mikroovnen i cirka 90 sekunder.
Tag skålen ud, rør proteinpulveret grundigt i.
Sæt skålen i mikroovnen cirka 60 sekunder, eller til den når den rette konsistens.
Top med smør, kanel og sukker eller sukrin samt salt.

Jeg spiser sukrin på min grød. Det har samme konsistens, samme smag og samme udseende som almindelig sukker – der er bare 0 kalorier i. Bodylab solgte det engang, men af uransagelige årsager er det slut, så nu køber jeg det på helsebixen.

vaniljegreenie

Vaniljegreenie med ingefær
Jeg lover, den ikke smager af grøntsager. Den er cremet, helt kold, sødmefuld og har lidt skarphed fra ingefæren. Sådan en portion bliver til cirka en halv liter, som jeg drikker, mens jeg gør mig klar til arbejde. Den kræver en blender, der kan knuse is.

  • 150 gram frossen broccoli – jeg bruger indimellem frossen spinat
  • 1 scoop vaniljeproteinpulver (svarer til cirka 40 gram)
  • 1 tsk citronsaft – i stedet for at bøvle med en hel citron, kan jeg anbefale Levevis’ økologiske, friskpressede citronsaft. Findes i grøntkøledisken i Føtex.
  • 1 banan
  • 10 gram ingefær
  • 200 gram vand 

Blend and drik, mens den er kold og cremet.

Mere fra www.mettem.dk
Om et kuet køn og meningen med livet
Om at skabe nye (sunde) vaner

Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin

 

 

Posts created 72

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top