helle helle

Fire bøger af kvinder om kvinder

BØGER: Jeg er stor fan af at læse. Når min kæreste ser serier på en hverdagsaften, vil jeg meget hellere ligge med en bog. Jeg er lidt rastløs af natur, og jeg keder mig hurtigt, når vi ser en film eller serier. Jeg kan langt bedre samle mig om at læse, fordi her bestemmer jeg selv tempoet.

Særligt siden årsskiftet har jeg været inde i en god læsestime med både faglitteratur og skønlitteratur, og jeg har læst omkring 25 bøger i år. Indimellem er det umanerlig svært at læse efter en lang arbejdsdag, som primært foregår ved en skærm, men så tager jeg revanche i weekenden. Til gengæld kunne jeg godt bruge en app, som holder styr på, hvad jeg har læst gennem tiden, og som kan inspirere til nyt læsestof. Jeg har før oplevet at se en film med Troels, hvor det går op for mig, at jeg har læst bogen fem år tidligere, ligesom jeg har oplevet at gå i gang med en bog for at opdage, at jeg allerede har læst den for en del år tilbage. Man kan selvfølgelig godt genlæse en bog for det litterære, men den ekstra dimension er svær at få med, hvis man oplever deja-vu på handlingen hele vejen igennem. Der må være en app, der kan hjælpe mig. Sig endelig til, hvis du kender en?

Jeg låner alle mine bøger på biblioteket, så jeg har sjældent læst det nyeste nye, for dertil er køen for lang. Det er de færreste bøger, jeg har lyst til at læse flere gange, og derfor køber jeg dem ikke. Det er bare så tungt og unødvendigt at samle til bunke og slæbe dem rundt, når man skal flytte – selvom jeg ikke vil bestride, at det er umådelig flot at have dem stående i sin stue. Faktisk skilte jeg mig af med både min bogreol og alle mine bøger for nogle år tilbage, fordi jeg alligevel bare flyttede dem fra sted til sted. Nu har jeg kun en håndfuld tilbage, men jeg overvejer at investere i bøger af enten faglitterær eller eksistentiel karakter, som er værd at genlæse enten som helhed eller i enkelte kapitler.

Jeg finder inspiration til nye bøger alle mulige steder – sociale medier, aviser, dameblade og anbefalinger fra venner, familie og kollegaer. Jeg er meget usnobbet og læser det hele. Hver ting til sin tid. Jeg har samlet fire læseværdige bøger, som jeg har haft i hænderne, og de er alle skrevet af kvinder om kvinder.

den der lever stille

Jeg har været længe i kø på biblioteket til Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, som er en selvbiografisk skildring om ikke at blive accepteret af sine forældre. Jeg har ikke læst andre bøger af hende, men kendt hendes person med de karakteristiske røde læber, høje sko og femme fatale agtige udseende i mange år. Nu har jeg også læst hendes ord, og skynd jer at gøre det samme. Jeg græd første gang omkring side 78. I øvrigt har Emily Salomon også skrevet venindebog om hende.

Min mor siger af Stine Pilgaard er en debutroman, og hvilken én. Stine Pilgaard, som er fra Forfatterskolen, var selv kun 28 år, da den udkom, men hun har sproget i sine hænder og skriver historien om en ung, unavngiven kvinde, der er blevet forladt af sin kvindekæreste. Karaktererne er finurlige, men troværdige og hele bogen er humoristisk og let. Det er rart, når det hele ikke er så traurigt.

Forleden dag faldt jeg over Nynnes Dagbog af Henriette Lind. Den danske udgave af Bridget Jones, som udkom i 1999, og som stadig holder 100 procent. I et par aftener i træk klukkede jeg mig igennem Nynnes dagbogsskriblerier og fik også et par alvorlige grineflip undervejs. Nynne, som jo er en helt fiktiv person, beskriver i meget humoristiske vendinger sit liv efter de 30 uden mand og børn, men med neurotisk mor og vaklende karriere.

Helle Helle (kan vi lige dvæle ved, hvor skønt et navn det er?) har for nyligt udgivet romanen de, som har fået mange pæne ord med på vejen. Den er på min liste, men i mellemtiden vil jeg gerne slå et slag for Dette burde skrives i nutid af Helle Helle. Efter jeg havde læst den, opdagede jeg, at hun har vundet De Gyldne Laurbær for den tilbage i 2012, og det er ikke så underligt. Den er underspillet og så enkel i sit udtryk, at det kræver en stor fantasi og indlevelse at skrive den. Historien handler om Dorte, der bor i provinsen og dagligt pendler til København for at opretholde illusionen om et liv, der ikke er ved at falde fra hinanden.

Har du læst noget, jeg skal have fingrene i?

Follow on Bloglovin

Mere fra www.mettem.dk
Om at finde fokus i sin træning
Opskrift: Crumble med æbler, figner og pærer

Posts created 58

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top