mettem

Forskellen på succes og fiasko hos selvstændige

RADAR: Når jeg kigger tilbage for at se hvilke karaktertræk, der går igen hos succesfulde selvstændige, så er der især ét, der altid viser sig. I hvert fald hos dem jeg kender og har mødt igennem tiden.

Succesfuld kan selvfølgelig være mange ting, og det handler ikke bare om økonomi. Det handler også om at lykkes med projekter og kunne føre dem ud i livet enten selv eller ved at stable et samarbejde på benene, der får tingene til at ske. Og så handler det selvfølgelig også om at trives i en selvstændig tilværelse, for det er jo ikke for alle. Nogle har det bedre med faste rammer på en arbejdsplads, hvor arbejdsopgaverne i de fleste tilfælde dumper ned på skrivebordet takket være arbejdsgiveren, men det er en anden snak.

Radaren kører altid

Et fælles karaktertræk hos succesfulde selvstændige er evnen til at se muligheder. Altid og alle steder. Som at have en radar siddende på hovedet, der konstant scanner for muligheder. Hos dem, der klarer sig godt, er radaren aldrig slukket. Hverken til fødselsdagsfester, i bilen på vej til træning eller til forældremødet i børnehaven.

Dermed ikke sagt at succesfulde selvstændige er grænseløse og forsøger at drive forretning på alt omkring sig, for sådan ser de det ofte ikke, ligesom de heller ikke nødvendigvis lader sig mærke af at have set en mulighed. Det bliver blot noteret mentalt og lagt på hylden til senere opfølgning, når der er en åbning – for det er næste skridt.

Først mulighed, så åbninger

Muligheder har åbninger, og succesfulde selvstændig har øje for dem, for det er næsten lige så vigtigt som at kunne spotte muligheder. Timing er som bekendt alting, og en mulighed kan først realiseres, når der er en åbning.

Hvis jeg eksempelvis ser en mulighed for at arbejde for en bestemt virksomhed, følger jeg deres arbejde og holder øje med, hvornår de kunne få brug for mig. Måske mister de en medarbejder og har brug for noget konsulenthjælp. Måske har de lige annonceret en ny strategi, der skal kommunikeres. Måske står de overfor at skulle lancere en ny hjemmeside.

Og så er der den sidste del i reaktionskæde hos en succesfuld selvstændig. Handlekraft. Du kender sikkert mange mennesker, der har en god ide eller mange endda, som aldrig rigtig får handlet på det. Det forbliver ved snakken af årsager, som vedkommende sikkert ikke engang selv kan svare på, og det er også okay. Men en succesfuld selvstændig er anderledes. Vedkommende ser en mulighed, kigger efter åbninger og går efter den.     

Tænd for radaren

Hvis du ikke umiddelbart føler, du har det i dig, så fortvivl ej. Min opfattelse er, at den slags kan tillæres, og første skridt er at tænde for sin radar. Øv dig i at se muligheder omkring dig. Når du ser nogen kæmpe med noget, du er god til. Når du selv undrer dig over, hvorfor nogle ting ikke fungerer. Når du hører nogle tale om et emne, du ved noget om eller interesserer dig for. Så lyt efter, deltag og tænk i løsninger, produkter og ydelser. Tilbyd din hjælp eller viden. Du vil blive overrasket over, hvor mange muligheder der åbner sig, når du begynder at kigge efter dem.

Vil du have mere af samme skuffe? Skriv dig op til mit nyhedsbrev

Mere fra www.mettem.dk
Myte: Selvstændige arbejder rigtig mange timer 
Er du produktiv? Eller har du bare travlt?

Posts created 88

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top