Hej vinter – ønsker for en årstid

VINTER: En kalender fuld af blanke sider, friske tulipaner i vinduet, brændende kulde i lungerne og en ny sitrende energi, som mærkes allerbedst med The Minds of 99 i ørene.

Der går ikke længe, før der ligger sprød is på vandpytterne, og verdens lyde runger i den kolde luft eller bliver opslugt af en dyne af sne. For mig er vinteren kun to måneder lang, for december kører på frihjul, og vi er i øvrigt allerede på vej mod lysere tider. Mine ønsker for årstiden er en smule præget af vinterhi og hjemmetid, både fordi jeg ikke synes, der sker så meget i denne tid, og fordi det trods alt stadig er meget mørkt. Men vinterhi og hjemmetid er nu heller ikke sådan at kimse ad.

Til åbent hus på Kurhotel Skodsborg. Jeg har før skrevet lidt om stedet og deres træningsfaciliteter. I dag og i morgen er der åbent hus, hvor du gratis kan prøve blandt andet crossfit, TRX, yoga, afspænding og samtidig købe adgang til spaen for 300 DKK. Jeg har dog planer om at bytte spa ud med 13K løb i skoven. En anden slags wellness. Programmet ligger under events.

Kickstarte min læsechallenge. Jeg blev tippet på min Instagram om Goodreads, som er en genial app, hvis du godt kan lide at læse. Du kan nemt oprette lister over bøger, du gerne vil læse og vurdere dem, du har læst. Og så kan man oprette en læsechallenge, hvilket er meget sjovt. Jeg har lagt benhårdt ud med 52 bøger i 2019, så jeg skal se, om jeg kan komme ordentligt fra start. Skal du være med? Altså ikke nødvendigvis på 52 bøger, men bare en håndfuld eller to.

Besøge Vintertivoli. Som barn var jeg altid i Tivoli om sommeren, men de seneste mange år har det været den eneste sæson, hvor jeg ikke er kommet af sted. Der vil jeg hellere på Bakken, hvis det endelig skal være, fordi det ligger så smukt i Dyrehaven. Vintertivoli har jeg endnu ikke prøvet, og jeg er heller ikke helt sikker på, hvad konceptet er, men Tivoli plejer at gøre det godt.

Spise ude til Copenhagen Dining Week. Jeg har haft nogle halvsløje oplevelser til Dining Week, men jeg har heldigvis også haft nogle gode. Og jeg er helt med på, at man ikke kan forlange særlig meget, når det ikke koster det store, men jeg forventer egentlig, at restauranterne siger fra, hvis de ikke kan levere noget respektabelt inden for prisrammen. Når det er sagt, er det en god mulighed for at hive en gruppe venner med ud til billige penge.

Købe hyacinter. Få blomster dufter så vidunderligt som hyacinter. Lige nu kan jeg kun komme i tanke om syrener, og dem har vi heldigvis haven fuld af om foråret. Oven på en julemåned med nisser og krimskrams over alt, trives jeg godt med en minimalistisk og strammere linje i det lille hjem. Der passer hyacinter fint ind. Og tulipaner. Og amarylis.

På hjemmedate med min kæreste. Vores fem år og fire måneders dag falder på en lørdag, og jeg pønser på at invitere ham på date herhjemme med god mad og champagne. Måske den Ruinart, der venter i skabet.

Læse om 2019. Jeg ser, at den spirituelle verden taler med stor selvfølgelighed om, hvordan 2019 er en positiv kontrast til 2018. Det er tilpas spændende til, jeg gerne vil læse mere, men samtidig er emnet så perifert for mig, at jeg ikke aner, hvor man skal kigge. Gør du? Har det noget med stjernerne at gøre?

Hvad er dine ønsker for årstiden?

Mere fra www.mettem.dk

Om at redde verden – one lipstick at a time
2018: En jul i billeder

Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin
Posts created 86

2 thoughts on “Hej vinter – ønsker for en årstid

  1. Gode planer! Jeg postede min januarliste på bloggen igår – men glemt helt de hyacinter der, og de skal nemlig helt sikkert også i hus herhjemme . De er så fine og årstidsbestemte, så tak for reminderen – de ryger på handlelisten til Føtex idag.

    – A

    1. Ja, det er januar for mig i blomsterform! Min kæreste vil også gerne ind og se Aquaman, som du skal. Jeg er ikke helt overbevist endnu 🙂 Du må skrive, hvis den er god.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top