kvindeliv

Hvorfor overdrog vi ansvaret for vores børn til samfundet?

INSTITUTIONER: Jeg må hellere straks melde ud, at jeg ikke har nogen børn. Alligevel vil jeg gerne berøre et emne, som jeg forstår, bringer modersind i kog i øjeblikket. Dokumentaren på DR1 ”Hvem passer vores børn” der portrætterer virkeligheden i en vuggestue og i en børnehave. Jeg tudede selv, da jeg så den, for det skærer i hjertet, når børn ikke får, hvad de har behov for.

Min gode veninde er souschef i en integreret institution, og hun nikker af den virkelighed, vi ser på skærmen. I samme åndedrag fortæller hun, at det ud fra hendes pædagogiske synspunkt ikke er en videre god ide at sætte sit barn i vuggestue. Ganske enkelt fordi pædagogerne ikke har mulighed for at give den omsorg, det enkelte barn har behov for. Og fordi forældrene ikke er de primære omsorgsgivere, når børnene tilbringer de fleste af deres vågne timer i institutionen. Præcis som vi hører det i udsendelsen.

Og der er oprør. Heldigvis ikke mod de stakkels pædagoger men mod politikerne, fordi de ikke sørger for en bedre normering. For når vi skal drage omsorg for og opdrage den kommende generation, så nytter det ikke noget, at vi sparer. Og jeg er for så vidt enig. Til gengæld forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke starter et helt andet sted. Med at kigge på det samfund vi har indrettet, som byder os at sende vores børn i institution, når de er så små som et år eller bare seks måneder. Hvorfor har vi overhovedet vuggestuer? Så vi kan skynde os ud på arbejdsmarkedet igen og tjene flere penge til ting, vi måske ikke engang rigtig har brug for? Hvorfor tager vi ikke fat der i stedet?

Vejen til arbejdsmarkedet
Kvinder har kæmpet en lang og sej kamp for at komme ud på arbejdsmarkedet, og jeg synes absolut, at alle hører til på arbejdsmarkedet uanset køn. Men hvorfor forherliger vi arbejdslivet i sådan en udstrækning, at vi ikke har lyst til at tage to, tre eller fire år ud til at passe vores børn hjemme? Med den pensionsalder vi har i udsigt i dag, så skal vi vitterligt arbejde, til vi dør.

Og hvis det handler om økonomi, hvorfor sætter vi så os selv i en situation, der ikke tillader os at tage nogle år væk fra arbejdsmarkedet for at drage omsorg for vores børn? Hvorfor arbejder vi ikke for et samfund, der giver familier et økonomisk incitament for at passe deres børn hjemme?

Meningsfulde fællesskaber
Jeg forstår, at mange kvinder gerne vil tilbage på arbejde. Bruge hovedet og have noget voksentid, men skal vi ikke indrette et samfund, hvor vi kan lidt af det hele? Hvis flere af os kunne gå på deltid? Hvis vi kunne mødes i nogle fællesskaber i de to-fire år, det drejer sig om og lave noget meningsfuldt, mens vi har børnene på armen? Så vi holder hovedet i gang og har voksenkontakt med andet end vores mødregruppe?

Hvorfor syntes vi, det var en god ide at overlade omsorgen af vores børn til samfundet? I stedet for at demonstrere for bedre normering den 6. april, skal vi så ikke demonstrere for et arbejdsmarked, der giver både kvinder og mænd plads til at drage omsorg for deres børn?

På www.mettem.dk kan du læse om alle de måder, vi kan leve vores liv på. Om arbejdsmarkedet, kvindeliv og livet som selvstændig.

Læs også:
Om et kuet køn og meningen med livet
Om kvindekamp og ligestilling i erhvervslivet

Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin
Posts created 72

2 thoughts on “Hvorfor overdrog vi ansvaret for vores børn til samfundet?

  1. @mettem.dk Fedt at du giver emnet opmærksomhed Jeg har helt sikkert planer om at deltage i demonstrationerne på lørdag, for jeg er blandt dem, der ikke er tilfredse med forholdene og vilkårene i vores daginstitutioner, som de ser ud lige nu, både for børnene og medarbejderne.
    Du lægger i indlægget op til en diskussion om, hvorfor vi ikke i stedet indretter vores samfund, så vi har mulighed for som forældre (delvist) selv at passe vores børn i barnets første 2-3 leveår.
    Hertil er jeg bare nødt til at svare, at det ville hverken min mand eller jeg have lyst til. Jeg elsker mit barn, men ville blive bims af at være sammen 24/7 Bevares, det ville være rart at kunne skære arbejdsugen ned til 30 timer, så jeg ikke behøvede at stresse nær så meget over at aflevere eller at hente, men jeg mener faktisk, at mit barn lærer super mange sindssyge vigtige ting både i vuggestuen og i børnehaven, sammen med de andre børn, som jeg ikke ville kunne give hende (alene) derhjemme. Og hvis man så i øvrigt får flere børn med et par års mellemrum, ville det jo betyde, at jeg reelt skulle kobles af arbejdsmarkedet i 2-4-6 år. Det bliver et pænt ‘ellers tak’ Min datter var 14 mdr. da hun startede i vuggestue. Så langt lykkedes det os at strække barslen, og det har jeg det rigtig godt med. Men kom på besøg og gå hjemme med min datter i 1 uge (hun er 3 år, og er pt i sin mest søde og charmerende alder) og jeg tror, du vil finde svaret på dit eget spørgsmål helt automatisk For andre, vil dit forslag helt sikkert være lykken – du vil med andre ord få ligeså mange ‘ellers tak’ og ‘ja tak’ som der findes forældre

  2. Du har ret i, det løber op, hvis man skal have flere børn, og det vil de fleste jo gerne. Jeg tror også, vi skal tænke radikalt anderledes for, at de fleste forældre vil gå hjemme. Vi ville være nødt til at indrette os i nogle fællesskaber, hvor der er voksentid og aktivitet med børnene på armen. Og hvor børnene kan søge tryghed i flere voksne, men have deres mor eller far inden for rækkevidde.
    Eller også skal vi skabe et samfund, hvor der er plads til deltidsarbejde. Måske bare 25 timer om ugen, der giver overskud til børnefamilierne, og så børnene ikke skal være af sted så mange timer om dagen?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top