Kan du bygge et selvstændigt arbejdsliv på din passion?

PASSION: Er du passioneret omkring dit fag? Sådan helt ind til benet. Så meget at det bobler i dig, og begejstringen presser sig på i mimik og bevægelser, når du taler om det.

Så er du som en del af de kvinder, jeg taler med, der søger rådgivning, inden de tager skridtet mod et nyt arbejdsliv. Langt de fleste bliver opmuntrede af deres omgangskreds, og det er skønt at se. Vi er blevet bedre til at opfordre hinanden til at forfølge vores drømme, men vi har misforstået en central ting. Hvis du først og fremmest er passioneret omkring dit fag, kan der være et godt stykke vej til at klare dig som selvstændig, for det handler mindst lige så meget om at holde af at skabe en forretning.

En del af den selvstændige tilværelse
Jeg vil gerne være den første til at reklamere for den selvstændig tilværelse, for jeg knuselsker den. At være selvstændig er nemlig min passion. Jeg brænder for at arbejde for mig selv, for det er vidunderligt at være herre i eget hus og skabe noget. Og selvom jeg gerne vil sende dig ud på et selvstændigt eventyr med en enorm passion for dit fag, så er du nødt til at spørge dig selv, hvordan du har det med at arbejde for dig selv. Med at bogføre, at holde dig selv til ilden, at skrive fakturaer, at sælge dine ydelser og i det hele taget skabe en hverdag.

For alle de ting og mange flere kommer til at fylde, og måske kan du få hjælp til nogle af dem, men du kan ikke lukke øjnene for dem. Det er en del af en selvstændig tilværelse at tillære nye kompetencer, som ligger uden for din passion, og du skal vide, at det kan tage ligeså mange timer eller flere end det faktiske arbejde. I begyndelsen er der formentlig energi og overskud nok til at ideudvikle, undersøge og lære, men luften kan gå af ballonen, hvis dagene går med salg og netværk, når du kun har drømt om at hjælpe andre, gøre en forskel og skabe mening.

Åbn øjnene for muligheden
Forhåbentlig giver det også ro til dig, hvis du er en af de kvinder, jeg ikke møder lige så tit. Sådan en, der kan mærke, at hun skal arbejde for sig selv, men endnu ikke ved med hvad. For hvis du brænder for at være selvstændig og åbner dine øjne mod mulighederne, er det kun et spørgsmål om tid, før du finder det, der kan danne grundlaget for dit nye arbejdsliv. At du ikke har en fagpassion kan være en frihed, der giver dig mulighed for at samle enhver ide op – og vigtigere endnu – mulighed for at smide enhver ide væk, hvis den ikke er levedygtig.

Ligegyldigt hvor du er, så giv dig selv en blødere landing i din selvstændige tilværelse ved at tænke over, hvor din passion er, og hvad det er for en hverdag, du går ind til, for når du løber panden mod en mur, skal du holde af at være selvstændig eller som minimum kunne holde det ud.

Der findes et hav af chancer derude, der bare venter på at blive grebet.  

 

Mere fra www.mettem.dk
10 ting du skal vide, inden du springer ud som lønmodtager
Om at vide, hvad man ikke vil i sit arbejdsliv

På www.mettem.dk kan du læse om alle de måder, vi kan leve vores liv på. Om arbejdsmarkedet, kvindeliv og livet som selvstændig.
Følg med på Facebook eller Instagram


Follow on Bloglovin

 

 

Posts created 88

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top