“Kan du godt leve af det?”

SELVSTÆNDIG: Puha, jeg har nogle stramme dage på arbejde i øjeblikket. Der er et stort arbejdspres, og selvom jeg er selvstændig, lægger jeg pt alle mine timer hos én kunde. Det står øverst på listen over, hvad man ikke skal gøre som selvstændig, men jeg har gjort det én gang før i en seks måneders periode, og det gik nu fint. Tanken er selvfølgelig, at man skal sprede sine indsatser, så man ikke er så sårbar, hvis den eneste kunde river tæppet væk under en og dermed hele forretningen. Men jeg har aldrig været særlig risikoavers, når det kommer til den slags. Det løser sig nok, hvis det endelig skulle ske.

Jeg har været selvstændig i cirka otte år af mit omtrent 10 år lange arbejdsliv, og jeg bliver altid mødt af nysgerrige spørgsmål, når jeg fortæller det. Det er ikke super usædvanligt i journalistik og kommunikationsfaget, at man er selvstændig. Til gengæld er det måske nok lidt usædvanligt, at det er et aktivt valg og ikke noget, man gør af nød. Det er også derfor, jeg altid har sagt selvstændig og ikke freelancer. I mine ører lyder freelancer lidt tilfældigt, omend det jo ikke er sikkert, det gør det i andres. Men ligegyldigt om jeg taler med en fra min egen branche eller ej, så udspiller situationen sig i 90 procent af alle tilfælde således:

Fremmed: Hvad laver du så?
Mig: Jeg er selvstændig og arbejder med journalistik og kommunikation.
Fremmed: Altså freelance? Kan du godt leve af det?

De første mange gange blev jeg lidt paf, men i dag svarer jeg bare, at det kan jeg nemt, for det er heldigvis sandheden. Det kunne dog ikke falde mig ind at spørge en fremmed, om vedkommende kan få privatøkonomien til at hænge sammen og for mig føles det på samme måde en anelse grænseoverskridende. Jeg er glad for, at jeg aldrig har haft problemer med at kunne leve af det, for så havde det måske nok ramt et ømt sted. Og ømme steder er ikke farlige, men det er ikke sjovt, når fremmede trykker på dem. Jeg er overbevist om, at ingen har ond vilje, når de spørger. Det er bare en lidt pudsig situation at befinde sig i.

Æbler falder ikke langt
For mig har et arbejdsliv som selvstændig altid stået højt på listen, og jeg tror, jeg sendte min første faktura af sted otte måneder efter, jeg fik mit eksamensbevis i hånden. Mine forældre har altid været selvstændige, så det ligger mig ikke så fjernt, snarere tværtimod. Jeg kan huske, jeg talte med min mor om, at jeg ville satse på et selvstændigt arbejdsliv, hvilket hun bakkede fuldstændig op omkring. Vi aftalte, at jeg skulle give det en chance, og jeg besluttede mig for at sætte 100.000 kroner til side fra min opsparing, som jeg kunne tære af, indtil jeg fik penge nok ind til at kunne leve af det. Heldigvis var jeg aldrig nødt til at tage så meget som en krone af opsparingen, for der var kunder i butikken fra første færd. Og som journalist skal der heldigvis ikke investeres i andet end en computer og måske lige en blok og en kuglepen. Det havde jeg allerede, og så var det ellers bare derudad.

Jeg havde ikke nogen plan med det, og det har jeg aldrig rigtig haft med mit arbejdsliv. Det er også derfor, jeg ikke kalder det en karriere. Det ville vist være lidt for prætentiøst i forhold til, hvordan jeg forvalter den. Jeg er fagligt dygtig, hårdtarbejdende og pligtopfyldende, for ellers er ens selvstændige karriere hurtigt forbi. Og jeg er dygtig til at netværke struktureret og opdyrke nye kunder, men jeg har aldrig set en opgave som et springbræt til noget andet eller større. I sidste ende arbejder jeg for at leve og ikke omvendt, og måske er det lige nøjagtigt derfor, jeg altid har kunnet leve af det.

Mere om det en anden dag, hvis I synes, det er et spændende emne?

Follow on Bloglovin

Mere fra mettem.dk
Om at afslutte noget
Cardio gør glad #2

Posts created 86

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top