mettem motivation

Keder du dig også på en månedsløn?

MÅNEDSLØN: Jeg havde engang en kunde, som jeg løste nogle skriveopgaver for. De havde brug for administrativ hjælp i en kortere periode, hvilket jeg med min viden om virksomheden nemt kunne løse, så jeg foreslog chefen, at jeg tog opgaverne ind under samme vilkår. Han svarede, at det ville være synd, hvis jeg brugte min tid og mit talent på noget arbejde, som ikke krævede de store forudsætninger. Man kunne tro, han sagde det for at afvise mig på en høflig måde, men det har jeg faktisk ikke indtryk af. Da jeg kendte ham, var han i hvert fald ikke typen, der lagde fingre imellem.

Motiveret af salg
Det var naturligvis vel ment, men han var formentlig præget af dogmet om, at vi finder motivation i vores arbejdsopgaver. Det føles i hvert fald som om, at det er en stor trend, at vi skal finde meningen med arbejdslivet her.

Jeg synes bestemt, der er nogle områder og emner, der er mere spændende at arbejde med end andre, men mening finder jeg kun i den nærhed, som jeg oplever i mit arbejde. Eksempelvis som træner, hvor jeg ser mennesker udvikle sig. Desværre oplever jeg sjældent nærhed i kontorarbejde, og når den ikke er der, er det noget helt andet, der driver værket. Penge samt muligheden for at skabe noget for mig selv.

Det giver mig uanede kræfter og gåpåmod at være selvstændig, for jo flere kræfter, jeg lægger i min virksomhed, jo mere får jeg ud i den anden ende. Det betyder også, at der er vide rammer for, hvad jeg er villig til at arbejde med, og hvor mange timer jeg er villig til at lægge i det, når jeg er min egen chef. Hvis jeg slapper af, får jeg ingenting, men hvis jeg knokler, får jeg flere kunder, nye opgaver, bredere netværk, mere indtjening. Hej motivation.

Fast løn hver måned
I faste rammer har jeg indimellem skullet kigge længe efter den motivation, for kontorlivet med årshjul og kvartalsrapporter taler nok bare ikke rigtig til mig. Hvor er nærheden? De fleste ved, at et par uger efter en lønforhøjelse er i hus, er man nøjagtigt lige så (de)motiveret, som inden lønforhøjelsen, og den følelse kender jeg alt til. I det hele taget føles det for mig lidt fladt, at vores indsats bliver belønnet med samme beløb hver måned, ligegyldigt om vi har knoklet eller ej. Og sådan er virkeligheden jo nu engang på de fleste danske arbejdspladser. Når det virkelig rykker indimellem, er det arbejdsgiveren, der får flere kunder, nye opgaver, bredere netværk, mere indtjening.

Det er tydeligt, at jeg ikke er den eneste, der leder efter motivationen, for jeg har set umanerligt mange mennesker falde hen på arbejdsmarkedet og efter et par år i den samme stol, bliver der ikke rigtig udrettet så meget. Alligevel føles det lidt forbudt at sige højt, at jeg nemt keder mig på en månedsløn.

Hvis du har det som mig, så er der heldigvis andre muligheder, og det er aldrig for sent. Skriv dig op til mit nyhedsbrev for artikler om arbejdslivet som selvstændig eller bliv inspireret af Kirstens historie lige her.


Mere fra www.mettem.dk

Om at redde verden – one lipstick at a time
Syv bud på et stærkt fundament for dit selvstændige arbejdsliv

 

 

 

Posts created 80

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top