Lidt om gaveræs og en særlig kærlighedsfest

GAVER: Hørte I Mads & Monopolet i går? Der var et par, som skrev ind, at de var skuffede over de bryllupsgaver, de havde fået af nogle af deres venner. De havde ikke kostet nok i forhold til den fest, parret havde stablet på benene, mente de.

Av, min arm. Ikke overraskende fik de en hård medfart af panelet.

Jeg spekulerer over, hvad det er for en verden, man lever i, når man hæfter sig ved den slags. Det må være en verden, hvor materielle ting er en knap ressource og derfor i høj kurs. I min verden er tid en knap ressource. En omgangskreds der gør sig umage, tager sig tid og lægger energi i vores venskab eller fest, er en langt større gave, end hvad der kan købes for penge. Men jeg kan blive helt i tvivl, om andre har det på samme måde. Jeg vil hellere have et håndskrevet kort med oprigtige ord end et gavekort på 300 kroner til Imerco. Heldigvis er de fleste af os ret priviligerede og kan selv købe, hvad vi mangler, når behovet opstår. Jeg bryder mig ikke voldsomt meget om at samle til bunke, og jeg køber færre og færre ting, jo ældre jeg bliver. Dermed ikke sagt jeg er minimalist, men jeg vil være sikker på, at jeg får brugt de ting, jeg investerer i, ligegyldigt om jeg smider 200 eller 2000 kroner efter dem.

Sådan har jeg det, men sådan har alle det selvfølgelig ikke, og jeg synes tit, det kan give anledning til spekulationer, når vi skal nogen steder. Man vil jo helst ikke skuffe sine omgivelser med en gave, som de egentlig helst bare gerne vil veksle til det Imerco gavekort, der står på ønskelisten.

Gaver kan blive trælse at have med at gøre, når modtageren har forventninger, som ikke altid lige er til at afkode, og når gaverne skal falde på bestemte tidspunkter, i stedet for når man lige falder over dem. Jeg vil hellere overraske en veninde med en neglelak, fordi det falder mig ind. Eller have en fin buket med til en middag, fordi nogen har gjort sig umage og taget sig tid til at stable noget på benene. En investering i vores relation er virkelig den bedste gave, jeg kan få af min nære omgangskreds. Udover en Chanel taske, selvfølgelig.

Farvel materialisme
Det bliver også meget aktuelt, når bryllupssæsonen er i fuld gang og med vidt forskellige fester. Nogle holder slotsbryllup og kaster sikkert +150.000 efter arrangementet, mens andre lejer et forsamlingshus og lander på et helt andet budget. Det har dog ingen indflydelse på, hvilken gave vi har med, for jeg synes, det er underordnet, hvor mange penge parret vælger at putte i begivenheden. I begge tilfælde er vi inviteret til mad og fest, og kærligheden er lige stor, ligegyldigt hvordan festen bliver afviklet.

I går var vi til bryllup hos nogle seje venner, som er super ikke-materialistiske. De samler ikke på 24 ens glas eller dyre spisebordsstole, så de ønskede sig i stedet et forskud til festen, så den kunne blive endnu bedre, både for dem selv og for gæsterne. Eksempelvis havde de med det ekstra budget, der var kommet ind, lejet en kaffevogn, så gæsterne kunne få god kaffe til kagen. Og det på trods af, at brudeparret ikke selv drikker kaffe.

Det er selvfølgelig helt i orden at ønske sig gaver, og der er ikke noget som helst galt i at gå op i porcelæn og designerstole. Men hvor var det befriende og inspirerende at se dem håndtere gaveræset helt anderledes end så mange andre, inklusiv mig selv. 100 point for at fjerne fokus fra alt det materielle for en stund, og det var en fest fuld af kærlighed og rummelighed, hvilket også meget nøjagtigt beskriver, hvordan brudeparret møder hinanden og omverdenen til hverdag.

Og med de ord et par billeder fra weekendens kærlighedsfest. Hurra for BigBoi og Skov <3

Apropos materialisme havde jeg købt en ny kjole Bella Ballou på Louisiana. Og et par nye øreringe fra Enamel. Førstnævnte havde ventet i skabet i meget lang tid, og den var helt perfekt til vejret. Vi var på gåben til vielsen og festen, da begge dele blev holdt ved Lersøparken, som ligger meget tæt på os. Og der var burger til hovedret. What’s not to like.

Mere fra mettem.dk
Træningsinspiration: Booty building
“Kan du godt leve af det?”

Follow on Bloglovin
Posts created 72

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top