mettem.dk

Myte: Selvstændige er dårligt betalte

Penge. De er først et problem, når man ikke har dem.

For nogle uger tilbage skrev jeg nogle indlæg om frygten for ikke at tjene penge, for den findes hos mange selvstændige. Men én ting er frygten for ikke at kunne finde kunder og dermed tjene penge – en anden ting er at blive dårligt betalt for sit arbejde af de kunder, du så finder. Og myten om at selvstændige er dårligt betalte lever i bedste velgående.

Men det er blot en myte. Som altid er det selvfølgelig svært at tale om selvstændige som en ensartet gruppe af mennesker, der bliver dårligt betalt, ligegyldigt hvad de arbejder med, eller hvad deres indstilling er. Men at være dårlig betalt er faktisk noget, du selv vælger. Det lyder hårdt, og det er det måske også, men det er kærligt ment og forhåbentligt en inspiration til at gøre lidt oprør.

For der er selvfølgelig rigtig mange kunder derude, der helst vil betale mindst muligt for dit produkt eller din ydelse, hvad end det er en personlig træningstime, at få læst korrektur på en tekst, at få zoneterapi eller noget fjerde. Og det er vel ikke så mærkeligt, for sådan er vores forbrugeradfærd også. Vi vil helst betale mindst muligt for de ting, vi køber, så længe kvalitet og forhold er i orden.

Næsten gratis
Som selvstændig er jeg selv ofte blevet presset på pris. Nogle gange har jeg imødekommet det en smule, men andre gange har kundens bud simpelthen været så lavt, at jeg har stoppet forhandlingerne. I mit journalistiske fag har problemet ofte været, at branchen selv er i meget dårlig stand og kæmper for at tjene penge, og derfor er de ikke villige til at betale for opgaverne. Slet ikke, når der er så mange om buddet, der er villige til at gøre det næsten gratis.

Derfor er der selvfølgelig også dårligt betalte selvstændige derude, men du vælger selv, om du vil træde ind på den arena eller lede efter kunder et andet sted. Der er ingen kunder, der kan tvinge dig til at sige ja, og måske kan du bruge din tid mere fornuftigt ved at sige nej tak. Det ville i hvert fald frigive en masse tid til at finde den ene opgave, der giver ligeså meget som de tre andre, du har sagt nej tak til.

Værdien af din arbejdskraft
Jeg kan rigtig godt forstå, det kan være svært at sige nej, for det kræver is i maven og en eller anden form for ro på økonomien. Men glæden ved at se det lykkes er vanvittigt tilfredsstillende, og der er lige så mange godt betalt selvstændige derude, som der er dårligt betalte, for der findes masser af kunder, der anerkender værdien af din arbejdskraft og er villige til at betale for pakken. Med andre ord, så er det en myte, at selvstændige er dårligt betalte. Det er de kun, hvis de tillader det. Lidt ligesom medarbejderen der ikke lykkes med at lande en god løn og går mere eller mindre tomhændet fra sine lønsamtaler. Nogle gange er man nødt til at vende såvel kunder som arbejdsgivere ryggen for at komme videre.

Vil du have denne slags emner i din inbox? Skriv dig op til mit nyhedsbrev

Mere fra www.mettem.dk
Myte: Selvstændige arbejder rigtig mange timer 
Forskellen på succes og fiasko hos selvstændige



Posts created 88

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top