Myte: Selvstændige har aldrig rigtig fri

MYTE: Når du er selvstændig, har du aldrig rigtig fri. Du skal altid være klar, hvis en mulighed melder sig, og hvis en kunde har brug for dig, skal du være inden for rækkevidde. Ferie er ikke rigtig ferie, for du kan ikke give slip som selvstændig, hvis du vil klare dig. Du skal hele tiden lede efter nye jobs, nye kunder og det næste samarbejde.

Hvis du tror det, så har du samme overbevisning som mange andre. Både dem som allerede er selvstændige og dem, der drømmer om at blive det. Måske endda som dem, der end ikke har lysten til at gå den vej. Men sandheden er, at du holder sig selv i et alt for stramt greb, hvis du som selvstændig aldrig har fri.

Du bestemmer selv
Jeg tror, vi ofte kommer til at sammenligne en selvstændig tilværelse med studietiden, hvor der altid var en eksamen at læse op til eller en opgave at skrive på. Jeg husker selv, hvordan jeg i eksamensperioder kunne længes efter et arbejde, der gav mig nogle klare rammer for arbejdstiden, så jeg ikke selv skulle vurdere, om det var ok at holde fri eller ej.

Med årene har jeg dog erfaret, at en tilværelse som selvstændig er noget anderledes end studielivet, og jeg er blevet klogere på, hvordan jeg bedst sætter mig selv op til succes. For med mig selv ved roret er jeg fuldstændig i kontrol over mit eget arbejdsliv, ligesom du er i kontrol over dit. Så hvis du som selvstændig føler dig presset over aldrig rigtig at have fri, bør du kigge indad snarere end udad. Dit arbejdsliv bestemmer ikke over dig og din hverdag. Du bestemmer over dig og din hverdag.

Har du lavet nok?
Det er afgjort ikke nemt at føle sig fri i et selvstændigt arbejdsliv, for vi har aldrig lært at navigere i det. I studietiden fik vi at vide, at vi skulle blive ved og ved og ved med at dygtiggøre os, og på arbejdsmarkedet lærer vi det heller ikke, for der sælger vi vores timer. Der er ikke nogen, der behøver at fortælle os, at vi har lavet nok i dag eller har gjort det godt nok og derfor må holde fri. Det fortæller uret os, for når klokken rammer et sted mellem 16 og 18, må de fleste af os gå hjem. Og det behøver ikke fortælle noget om, hvor meget eller hvor lidt vi har lavet i dagens løb.

Og det er lige nøjagtig derfor, du er famlende og måske endda fortvivlet fra tid til anden, når du som selvstændig endelig har fået den frihed, du har drømt om. For med den følger også ansvaret for at forvalte din egen arbejdstid og give dig selv fri.

Langsigtede mål og to-do lister
Du kan selvfølgelig forsætte med at arbejde otte timer om dagen, men det giver ikke plads til megen fleksibilitet, som du har manglet i dit faste arbejde. Alternativt kan du tage tyren ved hornene og være en god chef for dig selv. Stoppe med at tælle timer og give slip, når du har fri.
Det kræver helt klart øvelse, for du skal ikke kun være i stand til at stemple ud fysisk ved at lukke computeren og lægge to-do listen fra dig. Du skal også stemple ud mentalt, og det kræver, du er tilfreds med dagens indsats. Det kan dog være svært at vurdere langt ud på eftermiddagen, når der stadig er 15 løse ender og mindst lige så mange opgaver, du end ikke er begyndt på.

Sådan har jeg selv siddet mange gange, og det har taget mig tid at greje den. En af de metoder, jeg er vendt tilbage til, er at sætte mål for min arbejdsdag. Mange af os er rigtig gode til at være visionære og sætte langsigtede mål, men de færreste af os får sat mål for dagen eller bare for ugen. I stedet laver vi to-do lister, som blot bliver længere og længere.

En simpel metode
Jeg har fundet ro til at holde helt fri ved at sætte mål for min kommende arbejdsdag enten eftermiddagen eller aftenen forinden, og jeg vil anbefale dig at prøve det samme. Du skal naturligvis have dine langsigtede mål for øje, når du prioriterer din kommende arbejdsdag, men vær konkret på:

hvilke opgaver du skal arbejde med
hvor langt du skal nå med dem
hvad du skal tage hul på
hvad du skal færdiggøre

For mig har det fungeret bedst at gøre det dagen før, mens arbejdsdagen stadig er en armslængde væk, og på den måde står jeg også op til en plan og ikke bare til en alenlang to-do liste, der ikke er prioriteret og nemt får mig på afveje.

Prøv det. Måske hjælper det også dig. Du har alle muligheder for at være den bedste chef, du nogensinde har haft. Sådan en chef, der giver dig fri, når du har gjort det godt.

Mere fra www.mettem.dk
Om at vide hvad man ikke vil i sit arbejdsliv
Om at sige farvel til lønmodtagermentaliteten

Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin
Posts created 80

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top