off road mettem mathilde vinther-larsen

OFF ROAD: ”For første gang i mit liv som mor er jeg ikke er presset.”

OFF ROAD: Lige så længe Mathilde Vinther-Larsen kan huske, har hun gjort, hvad hun følte, der blev forventet af hende. Hun læste på universitetet, fordi hendes veninder søgte ind. Hun tog imod tilbuddet om at skrive en ph.d., fordi hun fik det, og da hun efterfølgende blev stillet en forskerstilling i udsigt, sagde hun ja til den, for hvad skulle hun ellers lave?

Det var i starten af hendes 30’ere, og selv dengang vidste hun egentlig nok, at det ikke var hendes vej. Men når verden føles tom for alternativer, er det svært at ændre kurs. Hun havde romantiske drømme om at åbne et badehotel eller et kafferisteri, men det blev ved flyvske tanker, og i stedet lagde hun an til en karriere i forskerverdenen. Også privatlivet blev indrettet derefter med villalejlighed i Brønshøj tæt på København og en privilegeret hverdag for familien med plads til en god bil og masser af udenlandsrejser.

Enden og begyndelsen
I 2015 blev hun gravid med familiens tredje barn. En pige, som Mathildes fik lov at bære i sin mave i syv måneder, indtil der blev stille. Helt stille. Det var brutalt, og sorgen var hårdtslående.

”Jeg startede på arbejde efter barslen og prøvede at forsætte, som jeg altid havde gjort, men det kunne jeg ikke, for jeg var forandret. Alt var forandret”, fortæller Mathilde.

På det tidspunkt havde hun ikke kræfterne til at ændre på sit arbejdsliv, men når hun ser tilbage, står det klart, at det blev begyndelsen på noget nyt. Begyndelsen på Leaf Travel.

Mød Mathilde Vinther-Larsen, 38 år, Brønshøj
Familieliv: Mand og tre børn i alderen to til 11 år.
Interesser: Vinterbadning, yoga, naturen og god mad – både i byen og hjemme.
Ugentlige arbejdstimer: 25 + alle de timer hun er væk på rejser og lokationsture med Leaf Travel.
Vigtigste læring som selvstændig: Netværk er guld værd – og folk vil gerne hjælpe, så jeg skal tage imod hvor jeg kan.
Bedste råd til spirende selvstændige: Mit livsmotto er blevet ’at turde er at leve’, og det er også mit bedste råd.

Hvad mærkede du, da du kom tilbage på arbejde?
Jeg havde det ikke godt, og oven i det kom jeg tilbage til et psykisk dårligt arbejdsmiljø. Jeg endte med at blive sygemeldt med stress, og det gav mig anledning til at tænke over, hvad det er for et liv, jeg gerne vil leve. Jeg læste meget om andre, der har mistet, og de beskrev, hvordan deres liv havde ændret sig til det bedre på den anden side. Jeg kunne ikke forstå, hvordan de overhovedet kunne skrive sådan noget, for hvordan finder man noget positivt i at miste et barn? Det kan jeg dog se i dag. Som familie var vi nødt til at gøre noget andet, for vi havde det ikke rart. Jeg råbte for meget af mine børn, og min mand og jeg havde det ikke særlig godt sammen. Vi var stadig kede af det, og oveni det havde vi fået vores barn nummer fire, som ikke sov om natten. Jeg vidste, at jeg havde lyst til at gøre noget helt anderledes med mit arbejdsliv, og det var faktisk nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at gøre noget.

Hvilke muligheder så du?
Ikke rigtig nogen faktisk. Jeg har læst folkesundhed og overvejede, om jeg kunne blive konsulent inden for det felt, men tanken om det motiverede mig på ingen måde. Igennem årene har jeg fra tid til anden haft samtaler med min mand om, hvorvidt der mon er nogen derude, der står op hver morgen og glæder sig til at komme på arbejde. Sådan har jeg aldrig haft det, og jeg har tit tænkt, at det nok heller ikke er noget, man kan forvente af livet, men alligevel har jeg jo kunnet mærke, at noget var forkert. Igennem årene har muligheden for at gå ned i tid for at tage toppen af hamsterhjulet været oppe at vende, men jeg kunne ikke rigtig se, hvad det ville give familien, at jeg gik fra 37 til 30 timer ugentligt. Og hvis jeg skulle endnu længere ned i tid, ville det være svært at få økonomien til at hænge sammen. Men i kølvandet på min stresssygemelding opstod ideen om at starte et rejsebureau pludselig.

off road mettem

Hvad ledte dig i den retning?
Jeg har altid elsket at rejse men også at planlægge rejser. Det er aldrig tidligere noget, jeg har overvejet at leve af, men da jeg ikke selv kunne finde en yogarejse, jeg havde lyst til at tage på, gik jeg i gang med at planlægge en tur selv. Det interesserer mig ikke med vegansk mad og meditation – jeg vil hellere have lækre omgivelser og vin om aftenen, og da jeg havde stablet en tur til Spanien på benene, sendte jeg den ud i mit netværk. Efter en uge var alle pladser solgt, og vi var 38 kvinder af sted. Der gik det op for mig, at jeg måske kunne skabe en forretning ud af det.

Hvordan greb du den selvstændige tilværelse an?
Jeg er typen med masser af gåpåmod, og jeg springer gerne ud i ting uden at tænke så meget over det. Som selvstændig skal jeg have alle kasketter på, men det betyder også, at jeg lærer absurd meget. I det halve år jeg har været i gang, har jeg lært mere end de seneste fire år til sammen. I de første stadier sad jeg og regnede og regnede i mit Excel ark for at finde ud af, hvor mange penge jeg kunne tjene. Min forventning var, at jeg kunne leve af det efter seks måneder, og jeg er glad for, jeg var så naiv, for jeg var nok ikke startet, hvis jeg havde vidst, hvor svært det er at sælge. Det har taget mig noget tid at indse, at det kommer til at tage nogle år, men i processen er jeg også blevet klar over, at det er den helt rigtige beslutning for mig at være selvstændig. Derfor skal det lykkes og for at få ro til at bygge det op, er jeg begyndt at kigge efter et deltidsarbejde, jeg kan have ved siden af, indtil jeg kan leve af Leaf Travel.

Hvad har det betydet for jeres økonomi?
Det er faktisk nok det sværeste af det hele og også en væsentlig grund til, at jeg ikke har kastet mig ud i det noget før. Jeg kunne ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, og selvom vi gerne vil lægge vores liv om for det, så er det bare ikke nemt at sælge alt og flytte i en lille lejebolig. I mange år har vi og børnene nydt godt af to gode fuldtidsindtægter, og det er en stor omvæltning, men der var ikke anden mulighed end at ændre på situationen, for jeg var ikke lykkelig. Det er jeg nu, i modsætning til da jeg var i fast arbejde og gik og glædede mig til at gå på pension – hvor sørgeligt var det ikke?

Hvordan mærker du, at det er det rigtige?
Jeg har fundet noget, jeg synes er sjovt, og som jeg har lyst til at lave. Tidligere har jeg aldrig arbejdet om aftenen eller i weekender, men det har jeg absolut ikke noget problem med længere. Det betyder ikke, at jeg arbejder mange timer, men det betyder, at jeg kan få lyst til at sætte mig med noget arbejde på en hverdagsaften, og det er en helt ny følelse. Derudover kan jeg mærke, at jeg for første gang i mit liv som mor ikke er presset. Jeg har mere overskud til mine børn, og det er først gået op for mig nu, efter jeg er kommet ud af hamsterhjulet. Det er faktisk hårdt at tænke på, og det gør mig ked af det, at jeg ikke har gjort det noget før.

Hvordan har dine børn reageret på skiftet?
Det er mig, der afleverer og henter næsten hver dag, og hele vinteren drak vi te og spiste (købe)boller hver eftermiddag. Det er så dejligt at have frihed i hverdagen til at vælge dem til og for mig er det en stor del af det at blive selvstændig. Min ældste datter på 11 mærker det mest, og hun udtrykker også, hvordan vi har mere tid sammen nu. Da jeg besluttede mig for at tage skridtet, talte jeg med hende om det for at forberede hende på, at vores økonomi ville blive anderledes. Hun svarede, at hun var glad for, jeg fulgte min drøm, og lige der følte jeg, at min mission som mor var fuldendt. Det er så vigtigt for mig at vise mine børn, at man skal følge sine drømme, og jeg er stolt af at give dem det med i bagagen.

Mathilde Vinther-Larsen forventer at kunne leve af Leaf Travel om nogle få år. Indtil drømmen bliver en realitet, leder hun efter et deltidsarbejde, så økonomien kan hænge sammen. Kan du bruge hende, eller har du en ide, til hvem kan, så kontakt hende her. Følg hendes arbejds- og rejseliv på Instagram.

OFF ROAD er en serie af portrætter om kvinder, der har valgt et andet spor end de fleste. Skriv dig op til mit nyhedsbrev for at få kommende historier i din indbakke.

Mere fra www.mettem.dk
OFF ROAD: “Jeg har givet mig selv tre år til at lykkes med RUMdeler
Keder du dig også på en månedsløn?

 

Posts created 88

2 thoughts on “OFF ROAD: ”For første gang i mit liv som mor er jeg ikke er presset.”

  1. En sygemelding med stress angst og depression blev starten på et nyt liv for mig, hvor jeg hoppede ud af hamsterhjulet og spurgte mig selv: Hvordan ser det perfekte arbejdsliv ud for dig? Så gik jeg målrettet efter det og er i dag selvstændig og lever af det, helt uden stress angst og depression. Jeg glæder mig til mandag og tænker slet ikke på pension, hvorfor skulle jeg stoppe med at arbejde når jeg elsker det? Dejlig historie, jeg håber du snart kan leve af dit rejsebureau eller hvad du nu finder på, når man først er iværksætter bliver livets fuld af muligheder

    1. Når først man er iværksætter bliver livet fuld af muligheder. Så fint sagt. Og tillykke til dig! Det er sejt gået, og det viser, hvor vigtigt det er at være tilpas i sit arbejdsliv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top