OFF ROAD: ”Jeg har givet mig selv tre år til at lykkes med RUMdeler”

OFF ROAD: Da Kirsten Devantier, 56 år, blev klar over, hun ville prøve kræfter som iværksætter, vidste hun endnu ikke med hvad. Gennem sit faste arbejde havde hun været i berøring med start-up miljøet, og der var en energi, som hun ikke havde set andre steder. En energi som gav hende lyst til at skabe noget. Som sagt så gjort, for sådan er Kirsten Devantier.

På det tidspunkt var hun ressourcechef hos Mellemfolkeligt Samvirke i en åremålsansættelse, og tankerne om næste job havde meldt sig, men hun kunne ikke komme i tanke om nogen steder, hun havde lyst til at arbejde. Hun havde altid siddet i administrative stillinger, hvor kreativitet veg for daglig drift og stabilitet, og selvom det havde været rigtigt for hende, var hun klar til at prøve noget helt andet i en alder af 56 år. Klar til at blive selvstændig, skabe noget, tage ja-hatten på og prøve noget af.

Med den erkendelse manglede hun blot en ide. Den rigtige ide. Igennem et års tid samlede hun 50 løse ideer op, som hun smagte på, delte med de nære og talte igennem med sit netværk. I oktober 2018 forlod hun sit job og efter et par måneder på Bali, satte hun sig 1. januar 2019 i direktørstolen for sit nye foretagende RUMdeler.

20 år som leder
For efter mange år med små børn og sidenhen syge forældre var der pludselig tid og råd til at begive sig ud i det ukendte, og med det kom lysten til det, for den havde hun ikke tidligere haft. Da hun selv var barn, så hun sin far knokle som selvstændig og sværgede faktisk på, at hun aldrig ville begive sig ud i sådan noget. Han arbejdede konstant, og det talte ikke ligefrem til hende, men i sine 30 år som lønmodtager, hvoraf de 20 har været som leder, har hun selv knoklet. Rigtig, rigtig mange timer. Til gengæld har tilværelsen som selvstændig vist sig fra en anden side. Hendes arbejdsuge er ikke mere end 45 timer, og i modsætning til tidligere arbejder hun hverken om aftenen eller i weekenden.

”Så jeg ligger i hvert fald ikke under for myten om, at man skal arbejde 80 timer om ugen, når man laver en start-up”, siger hun og griner.

Mød Kirsten Devantier, 56 år, fra København
Familieliv: Tre voksne døtre
Interesser: Frivilligt arbejde, roning og musik. Du finder hende på Copenhell og Roskilde Festival.
Ugentlige arbejdstimer: 45 timer
Vigtigste læring som selvstændig: Det handler først og fremmest om at komme ud og møde potentielle kunder. Alt det praktiske med CVR, moms og hjemmeside kan sagtens vente.
Bedste råd til spirende selvstændige: Mærk efter, hvad der er vigtigt for dig at have styr på, inden du starter. For mig var det økonomien, og det har givet mig ro på bagsmækken, at jeg har brugt lidt penge på at få finansiel rådgivning.

Hvad arbejder du med i RUMdeler?
Rumdeler er en platform, hvor folk med interesse for delebutikskoncepter kan mødes og finde nye partnerskaber og lokaler. Målgruppen er primært mindre producenter og start ups med et godt produkt, som drukner i mængden af webshops og derfor vil afprøve muligheden for at komme ud i en fysisk butik med deres produkter for en kortere eller længere periode. Det kan også være større brands, der skal have pop-up stores til en kampagne eller et yogastudio, der vil leje deres lokaler ud midt på dagen, når de alligevel ikke bliver brugt.

Du startede med 50 ideer. Hvordan valgte du?
Jeg kunne mærke, at nogle ideer bed lidt mere på mig end andre, så jeg fik snævret det ind til omkring fem forskellige, som jeg brugte mere tid på. Ideen om RUMdeler voksede på mig stille og roligt, men det var skræmmende at vælge, for når man åbner en dør, lukker man jo nogle andre. Det tog mig noget tid at sige højt til andre, at det blev denne ide og ikke en af de fire andre, men der var bare en særlig energi ved RUMdeler, som hjalp mig til at vælge den.

Hvordan er tilværelsen som selvstændig?
Den er op og ned. Den ene dag er jeg fyr og flamme, og den næste dag står jeg på det forkerte ben. I hele mit arbejdsliv har jeg være vant til, at folk kommer til mig for at få hjælp eller sælge mig noget, og nu er jeg pludselig på den anden side af bordet, hvilket er både udfordrende og uvant. Jeg skal hele tiden ud og tale med folk, og det kræver meget af mig, kan jeg mærke. Men det er også sjovt, og jeg er vild med den kreative proces. Og så er det gået op for mig, hvor meget man får forærende, når man arbejder i en organisation. Nu skal jeg pludselig selv købe en telefon, vælge teleselskab og tage stilling til en masse ting, som man ellers bare får overrakt i en samlet pakke på første arbejdsdag.

Hvad er den største forskel fra dit lønmodtagerjob?
Den store forskel er, at alle opgaver er store, og der er ikke særlig meget rugbrødsarbejde endnu. Hvis jeg på mit gamle arbejde lige havde en halv eller en hel time, kunne jeg sætte mig med nogle velkendte ting og få det ordnet, men sådan nogle opgaver har jeg ikke her. Her er alt en stejl læringskurve, og alle opgaver er nye. Enten skal jeg ringe rundt til potentielle kunder, sætte mig ind i lovgivning eller noget tredje, som alt sammen kræver meget. Det betyder, at nogle dage er virkelig produktive, mens andre ikke rigtigt føles som en arbejdsdag. Som lønmodtager var dagene ikke så forskellige fra hinanden, som de kan være nu. Det er en anden måde at arbejde på, men det er dejligt at få rystet rutinerne lidt af sig.

Hvor har du søgt hjælp til at komme i gang?
Erhvervshuset København har workshops for iværksættere, som jeg tog på med det samme. Budskabet hos dem var, at jeg skal finde nogle kunder, inden jeg går i gang med hjemmeside, visitkort og alt muligt andet, og det har jeg taget til mig. Jeg skal dog stadig lige vænne mig til at tale med potentielle kunder, når jeg ikke har noget at vise frem, men uden kunder er jeg jo bare direktør for en ide.
Lige nu er jeg i et tre måneders start-up forløb, hvor jeg har nogle at sparre med og et kontor, men jeg leder efter en partner, der vil udvikle og opbygge RUMdeler med mig, når jeg er færdig her. Jeg har været vant til at sidde i en ledergruppe med nogle tætte kollegaer og daglig sparring, og det vil jeg gerne have i en forretningspartner.

Hvordan ser din økonomi ud som selvstændig?
Da jeg besluttede mig for at blive selvstændig, talte jeg min revisor for at finde ud af, hvad jeg kunne tillade mig rent økonomisk. Med den opsparing jeg har, blev jeg enig med mig selv om at give det tre år. Det giver mig afgjort noget ro omkring projektet, men nogle gange tænker jeg også på, at jeg ikke må blive for rolig, for jeg ved jo endnu ikke, om min ide fungerer. Jeg vil det dog så meget, at jeg fravælger store udgifter som ferierejser, og i øvrigt sparer hvor jeg kan. Det er omkostningen, og det skal man gøre sig klart, men det er det rigtige for mig. Der må ske, hvad der sker, og jeg kan godt leve på en sten, hvis jeg har haft det sjov, mens det varede.

Hvordan oplever du sikkerhed og usikkerhed i den selvstændige tilværelse?
Jeg har en masse kompetencer fra mit arbejdsliv, som hjælper mig i min dagligdag. Jeg har et grundlæggende kendskab til jura samt økonomistyring i en virksomhed, og jeg har erfaring med projektledelse, kontraktforhandlinger, planlægning, strategisk udvikling og den slags. Det er hele rygraden i at drive en virksomhed, og det giver mig enormt meget ro, at jeg har det. Det betyder også, at selvom der måske er mange ting, jeg ikke ved, så er der få ting, som overrasker mig.
Men jeg kan selvfølgelig også komme til at tænke over, om jeg nu kan lykkes. Om jeg har set rigtigt. Om jeg virkelig kan gøre det bedre end de andre. Når det sker, så går jeg lidt rundt om mig selv og skumler, indtil jeg bliver enig med mig selv om, at det kan jeg godt. Jeg er i hvert fald ikke kommet dertil, hvor det står lysende klart for mig, at jeg ikke kan. Så jeg bliver ved, selvom det er svært, og jeg lærer så meget imens, at intet er spildt.

Hvad er dine ambitioner med Rumdeler?
At det bliver mega sejt og bæredygtigt og giver mig penge til flere nye og sjove projekter. Jeg vil virkelig gerne have noget at se tilbage på, men jeg har ikke noget ønske om at skabe en stor organisation, hvor jeg kan blive leder. Det har jeg prøvet, og jeg vil hellere have den frihed, der ligger i den kreative udvikling.

Kirsten Devantier arbejder lige nu på konceptet for RUMdeler. Hvis du har input, kunne være interesseret i at leje din butik ud i perioder eller leje dig ind et sted for en tid, så ræk ud til hende. Hun leder efter samarbejdspartnere i hele landet. Find hende på LinkedIn her.

OFF ROAD er en serie af portrætter om kvinder, der har valgt et andet spor end de fleste. Skriv dig op til mit nyhedsbrev for at få kommende historier i din indbakke.


Mere fra www.mettem.dk

10 ting du skal vide, inden du springer ud som lønmodtager
Kan du bygge et selvstændigt arbejdsliv på din passion?

På www.mettem.dk kan du læse om alle de måder, vi kan leve vores liv på. Om arbejdsmarkedet, kvindeliv og livet som selvstændig.

Følg med på Facebook eller Instagram


Follow on Bloglovin

 

Posts created 88

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top