off road mettem

OFF ROAD: ”Man er jo ikke sej, hvis man ikke har travlt”

OFF ROAD #2: Da Sophie Skytte Langkjær vågnede mandag morgen den 1. oktober 2018, var det med en overvældende tristhed i kroppen. Dagen forinden havde hun sagt farvel til sit faste arbejde som sygeplejerske for at forfølge sin drøm om at blive selvstændig yogalærer og få mere tid i hverdagen til bare at være med det, der er.

At mærke tristhed på dagen for sit vendepunkt var en ubehagelig overraskelse, og hun kunne ikke ryste følelsen af sig eller forstå, hvad der var galt. Hun følte sig fortabt og skammede sig, for hun havde jo selv valgt sin situation. Det var jo det, hun så gerne ville, og nu hvor hun havde fået det, mærkede hun kun tristhed.

Fra fuldtid til fuldtid
Hun forsøgte at holde sig oven vande i de kommende uger ved at klø på med undervisningen og brugte adskillige timer på at forberede sig, læse bøger om yoga, øve nye sekvenser, finde spændende citater frem og formulere sine egne, som hun kunne bruge i sin undervisning.

Hun kom fra sit 37 timers arbejde og følte sig uden egentlig at tænke over det nødsaget til at investere lige så meget tid på at dygtiggøre sig for at kunne levere i yogastudiet, for det var jo hendes job nu. Efter en måned med en udefinerbar tristhed, der fik hende til at lukke sig om sig selv, tog hun imod sin mors tilbud om at tage med til Bali for at komme væk fra det hele i et par uger. Da Sophie igen sad på vej hjem i flyet, var det med visheden om, at noget måtte ændre sig, for hun kunne ikke træde ind i sin selvstændige tilværelse igen med samme knude i maven.

”Følelsen af ikke at være god nok har været et tema i mit liv i mange sammenhænge, og på turen til Bali kunne jeg se, at det var denne problematik, der igen kom op til overfladen. Da jeg var i mit faste arbejde, var det nemmere at skubbe den til side, men da jeg stod i noget nyt, kom det frem,” siger Sophie Skytte Langkjær.

En ny start
Der er sket noget, siden hun igen satte sine ben på dansk jord, og selvom hun stadig kan blive ramt af tvivl og nervøsitet, så ved hun, at hun gør det godt nok, og trods den ualmindelige hårde start på det selvstændige arbejdsliv, er hun sikker på, det måtte være sådan.

”Alting sker af en grund”, siger hun og smiler over hele ansigtet.

off road metten

 

Mød Sophie Skytte Langkjær, 31 år, København
Interesser: Bevægelse, musik, naturen og mennesker
Ugentlige arbejdstimer: Mellem 20 – 40 timer
Vigtigste læring som selvstændig: Bliv ved, også i de perioder hvor det hele føles uoverskueligt og måske ikke umiddelbart giver mening. Alt tager tid.
Bedste råd til spirende selvstændige: Bryd ud, selvom det er angstprovokerende og svært. Og stol på at hvad end, der sker, så var det meningen.

Hvordan så dit arbejdsliv ud, inden du blev selvstændig?
Mit første job var i retspsykiatrien, hvilket var et barsk miljø. Efter en måned skulle jeg være ansvarshavende på mine dag- og aftenvagter, men som nyuddannet og kun 25 år gammel følte jeg mig enormt usikker og havde ondt i maven, når jeg skulle på arbejde. Jeg blev ved med at presse mig selv, for det ville være et personligt nederlag for mig at sige op inden for det første år, og fremtidige arbejdsgivere måtte ikke kunne se, at jeg ikke havde klaret mosten. Så jeg holdt ud, græd når jeg kom hjem fra arbejde og følte mig stresset, sårbar og uden overskud. På den anden side var der også noget i mig, der sagde, at sådan er arbejdslivet bare – det handler om at klø på og om dagligt at nå til vejs ende for at kunne krydse endnu en arbejdsdag af. For sådan er hamsterhjulet, og alle andre gjorde det. Efter et år stoppede jeg endelig i min stilling og startede som sygeplejerske på et behandlingssted for misbrugere, hvilket jeg blev rigtig glad for.

Hvad fik dig til at overveje at blive selvstændig?
Efter nogle år på mit nye arbejde begyndte noget udefinerbart at vokse i mig, som mest af alt var en følelse af ikke at blive fyldt op af at arbejde. Jeg rejste væk i alle mine ferier, og hver gang jeg kom hjem, kunne jeg køre på igen, men følelsen af ikke at blive fyldt op forsvandt aldrig helt. Jeg mærkede et behov for at udfolde mig kreativt, og det kunne jeg af gode grunde ikke på min arbejdsplads. Omtrent på samme tidspunkt tog jeg en yogalæreruddannelse for at blive klogere på min egen yogapraksis og begyndte også at undervise en smule. Her oplevede jeg at få energi af at lære fra mig og mærkede et rush, jeg aldrig tidligere har oplevet i mit arbejdsliv. Sideløbende blev jeg mere og mere træt og drænet af mit sygeplejerskejob, og til sidst kunne jeg ikke være der længere, selvom jeg faktisk var glad for det. Jeg blev nødt til at sige op og var på samme tid virkelig ked af det og voldsomt lettet, da jeg gjorde det.

off road metten
OFF ROAD er en serie af portrætter om kvinder, der har valgt et andet spor end de fleste. Skriv dig op til mit nyhedsbrev for at få kommende historier i din indbakke. Fotograf: Ole Walldo

Hvordan trives du som selvstændig i dag?
Jeg har det vanvittig dejligt og føler mig heldig over, at jeg kan elske mit arbejde og min hverdag så meget. Jeg går lidt rundt med følelse af at være på ferie – samtidig med jeg arbejder lidt. Det er altså en god kombination. Førhen havde jeg faste vagter med weekendarbejde, men jeg har lagt arbejdslivet fuldstændig om ved at fravælge et skema med mange faste timer. På den måde nyder jeg fleksibiliteten i selv at kunne vælge fra uge til uge, om jeg har lyst og energi til at tage nogle ekstra klasser. Jeg har lige haft elleve klasser på tre dage, og det var en fin påmindelse om, at det stadig er en udfordring for mig ikke at tage for meget ind, for selvom jeg kan holde til rigtigt meget, er det ikke ensbetydende med, at jeg skal holde til rigtig meget. Nu sætter jeg selv dagsordenen for, hvor meget jeg vil arbejde, og jeg har fundet et godt leje i forhold til forberedelse inden mine yogaklasser.

Hvordan har den tilgang til hverdagen haft indflydelse på dit privatliv?
Tidligere levede jeg i min kalender, og jeg kunne sagtens have aftaler hver dag i to eller tre uger ud i fremtiden. Spontanitet var slet ikke noget, jeg dyrkede, for hvert minut skulle være så effektivt som muligt, og det gik bedst, når alt var struktureret. Jo mere, jeg kunne nå på en formiddag jo bedre, og jeg mærkede slet ikke efter, om jeg måske havde behov for bare at ligge på sofaen eller gå en tur. I stedet kiggede jeg i min kalender og fik ordnet alle de ting, jeg selv havde skrevet ned. Vaske tøj, støvsuge, handle, træne og så videre, for man er jo ikke sej, hvis man ikke har travlt. Igennem den seneste tid har jeg lært at lave ingenting, og det er en kæmpe frihed. Det er jo ikke så vigtigt at få støvsuget hver uge, når jeg bor alene og måske ikke engang er særlig meget hjemme.

Hvad tænker du om tiden inden dit arbejdslivsskifte?
Jeg har en tendens til at blive opslugt af det, jeg er i og miste mig selv undervejs. Med en 37 timers arbejdsuge omgivet af faste kollegaer i vante rammer, er det nemt for mig ikke at forholde mig til noget andet end de opgaver, jeg dagligt skal løse. Som selvstændig og særligt som yogaunderviser bliver jeg konfronteret mere med mig selv, og jeg har mere tid til at tænke, hvilket også var en af mine grunde til at bryde ud. Jeg ville gerne have mere tid til bare at være med det, der er. Jeg kan nu se, at jeg lod mig opsluge af hamsterhjulet, og det var svært at bryde ud af, men det var mit eget ansvar, at jeg var havnet der og min egen opgave at komme fri.

Hvordan får du din økonomi til at hænge sammen med færre arbejdstimer?
Jeg har en opsparing med mig, og jeg har generelt ikke et særligt højt forbrug, så økonomi har ikke været en bekymring for mig. Inden jeg sagde op på mit arbejde, skrev jeg rundt til en række yogastudier, så jeg var sikker på at have mere end bare én times undervisning ugentligt. Derudover tager jeg vikarvagter på mit gamle arbejde, hvilket supplerer min indkomst, og selvom det selvfølgelig er rart, så er min motivation ikke pengene, men kollegaskabet og glæden ved arbejdet. Det er ideelt for mig at kunne skifte mellem det og yogaen.

Udover sine faste vinyasa og yin yogaklasser i  Power Yoga Cph og Doyoga, kan Sophie Skytte Langkjær @wyldspirityoga hyres til events eller arrangementer, uanset om der skal undervises på dansk eller engelsk. Hvis du mangler en yogaunderviser, kan du finde hende på instagram her eller på Facebook her.

OFF ROAD er en serie af portrætter om kvinder, der har valgt et andet spor end de fleste. Skriv dig op til mit nyhedsbrev for at få kommende historier i din indbakke.

Mere fra www.mettem.dk
OFF ROAD: “Jeg har givet mig selv tre år til at lykkes med RUMdeler
Syv bud på et stærkt fundament for dit selvstændige arbejdsliv

 

Posts created 84

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top