førstegangskøber

Om at købe sin første ejerbolig

FØRSTEGANGSKØBER: Da Troels og jeg købte vores Øbrohjem, var det vores intention at blive boende i cirka fem år. Det virkede som en meget fin ide lige at vende spørgsmålet, om hvor længe vi skulle blive hængende, da det ikke er helt billigt at købe en bolig. Det var i foråret 2015, og jeg kan huske, at tanken om de fem år næsten gjorde mig lidt rastløs, selvom vi endelig havde fundet drømmelejligheden.

For jeg har aldrig boet særlig lang tid samme sted i mit voksenliv. Når man som jeg er uddannet fra Journalisthøjskolen i Århus, flytter man gerne lidt rundt i forbindelse med praktikophold, og det har jeg gjort lige siden. Det er blevet til Skejby, Østerbro, Amager, Montpellier, Århus N, Haderslev, Islands Brygge, Nørrebro og Christianshavn. Ingen af stederne har jeg boet mere end to år, så udsigten til fem år i vores nye hjem var pludselig utrolig lang tid. Måske var der også en sammenhæng til det der med at afslutte noget, som jeg skrev om forleden.

Om 20 år fra i dag
Da vi begyndte at kigge efter bolig, havde vi lange snakke om, hvad vi skulle købe. Vi boede i en meget fin lejelejlighed på Christianshavn, men ville gerne have vores eget, og når man har fundet sin eneste ene og ser, at boligmarkedet kun går en vej, syntes vi ikke, der var nogen grund til at vente.

Vores lange snakke om boligkøb handlede primært om, hvorvidt vi skulle tage springet nu og rykke en smule uden for byen eller i hvert fald finde et større sted i byen, hvor vi kunne blive i mange år. 20 år eller længere, hvis vi ville. Vi kiggede på både huse og lejligheder i en radius af fem-seks kilometer fra centrum af København og prøvede hele tiden at mærke efter, om vi kunne se os selv i den pågældende bolig om 15 år. Indtil vi en dag blev enige om at forholde os til vores boligkøb, som vi forholder os til vores hverdag. Hvad har vi lyst til i dag, i morgen og hvad er vores ønsker for den allernærmeste fremtid.

Livets uforudsigelighed
Det var en lettelse at anskue situationen på den måde, og pludselig var det meget nemmere at finde ud af, hvad vi gerne ville. Vi ville blive i byen, vi ville ikke have for meget plads, og vi ville have en åben lejlighed med få rum. Og sådan blev det, at vi købte lige nøjagtigt det, vi havde brug for på det tidspunkt, og det har vist sig at holde 100 procent. Her tre år senere har vi for nyligt kigget hinanden i øjnene igen og er blevet enige om, at her kan vi sagtens blive fem år mere. Tiden flyver, når man har det godt, og det føles ikke længere så forpligtende at sige højt.

For os er det en selvfølgelighed at leve i nuet til hverdag, men da vi skulle købe vores første bolig sammen, glemte vi det et øjeblik og forsøgte i stedet at forudsige, hvordan livet ville sno sig. For os gav det ikke mening, og jeg håber, vores liv bliver fuld af uforudsigelige afstikkere og eventyr.

Det er det vigtigste, vi tog med os videre, men derudover gjorde vi os også nogle andre erfaringer, som måske kan være til glæde for andre. De kommer her.

 

Kom ud og se en masse forskellige boliger
– også dem I måske ikke tror er noget for jer. Vi var ude at kigge på mindst 30 lejligheder og et par huse, inden vi fandt drømmelejligheden. Hver gang blev vi klogere på, hvad vi gerne ville have, og hvad vi ikke ville have. Det var også en god indgang til at forstå, hvad vi hver især lagde vægt på, for man kan måske nemt blive enige om, at lejligheden skal være rummelig og hyggelig, men alligevel have forskellige opfattelser af, hvad det vil sige. Vi tog derfor indimellem til åbent hus på nogle boliger, som vi egentlig ikke kunne se os selv i blot for inspirationen. Nogle overraskede positivt og andre negativt, men hver gang forstod vi hinanden bedre.

Lær området at kende
Efter vi er flyttet, er det for alvor gået op for os, hvor vigtigt det er at kende det tætte nærområde og ikke bare sikre sig, der er et supermarked, en kiosk eller en kaffebar rundt om hjørnet. Vinteren inden vi købte, bød vi på en hjørnelejlighed på samme vej, som vi bor på nu. Der ligger et pizzaria i stueetagen, og vi diskuterede derfor, om lugten ville genere os, men det afholdt os i sidste ende ikke fra at byde. I dag er vi virkelig glade for, den blev solgt til anden side, for det viser sig, at hjørnet er et samlingssted for unge mennesker i hele sommerhalvåret, og med dem følger larm og affald foran hoveddøren hver dag. Det anede vi selvfølgelig ikke, og vi syntes ellers, vi havde forberedt os grundigt ved at besøge området på forskellige tider af døgnet for at få en fornemmelse af lyd og lys. Det kan selvfølgelig være svært at forudse alt, men måske kan man få naboerne i tale.

Brug hovedet og maven
Åh, den evige kliché som viser sig at være gældende i utrolig mange aspekter af livet. Der var ild i markedet, da vi købte, og flere lejligheder forsvandt mellem hænderne på os, hver gang vi insisterede på at mærke efter i et par dage. Derfor bød vi på et tidspunkt lidt overilet på en lejlighed i Vanløse, som vi faktisk fik til vores store overraskelse. Vi fik beskeden om morgenen og efter arbejde skulle vi ud og skrive under på købsaftalen. Troels hentede mig, og det var først i bilen på vej til ejendomsmægleren, at Troels trak stikket, fordi det bare ikke føltes rigtigt. Så vi holdt ind til siden, aflyste med mægleren og blev enige om ikke at lade os stresse fremover. Og altid stole på mavefornemmelserne.

Mere fra mettem.dk
Om at date din kæreste på femte år
En nat på Dragsholm Slot

Posts created 61

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top