Om at spilde sin tid på arbejdspladsen

PSEUDOARBEJDE: Jeg har lige lagt en reservation ind på den nye bog Pseudoarbejde af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen. Jeg er nummer 206 i køen på biblioteket, men jeg kan ikke vente så længe med at skrive om emnet – om at spilde sin tid på arbejdspladsen. Spilde sin tid med al det, der ikke skaber værdi i verden men blot mere papir og flere dokumenter. Det er en af mine store kæpheste, som kun har vokset sig større igennem årene.

Som selvstændig i en del år har jeg været tilknyttet forskellige projekter, hvor jeg har haft mere end bare en fod i en organisation. Første gang, det skete, var et granatchok. Som konsulent har jeg altid fået udstukket en opgave, løst den og taget hul på den næste. I min egen lille biks Munch Media er al min tid gået med noget, som er værdiskabende for biksen: at ideudvikle med henblik på at sælge historier, at netværke for at lande kunder, at sende fakturaer for at få penge ind og så videre. Og når der ikke har været mere at lave, så har jeg klappet computeren sammen og holdt fri.

Jeg er af gode grunde ikke blevet bedt om at dokumentere noget til ledelsen, jeg er ikke blevet bedt om at argumentere skriftligt for beslutninger, jeg har ikke skullet opdatere excelark hvert kvartal med kundeengagement, jeg har ikke skullet formulere handlingsplaner, og jeg er ikke blevet indkaldt til møder.

To årsager
Det har jeg til gengæld oplevet mere end et par gange hos nogle af de organisationer, jeg har arbejdet for. At have følelsen af at have bidraget utrolig lidt med værdiskabende aktivitet og rigtig meget med interne gøremål. Jeg synes ikke altid, det har været proportionelt med størrelsen af virksomheden, og det behøver således ikke kun være i mastodontiske organisationer, det finder sted. Min oplevelse er, at det ofte hænger sammen med kulturen på arbejdspladsen, og det er særlig slemt, når disse to ting spiller ind:

  • Når der hersker et stort (ubegrundet) behov for at retfærdiggøre afdelingens eksistens
  • Når der hersker en streng nulfejlskultur

Retfærdiggørelsen af eksistensgrundladet udmønter sig ofte i en høj produktion af strategier, memoer, politikker, analyser og andre dokumenter, som kan blive vist frem internt. Min oplevelse er dog, at de sjældent bliver brugt til særlig meget. Mest fordi ingen kan huske, hvilke dokumenter der er lavet igennem tiden, og fordi de fleste mennesker egentlig bare handler ud fra deres faglighed og erfaringer, når de står i en eller anden situation på arbejde. Også selvom de har beskrevet den i et memo sidste år.

Det sker også i form af dokumenter, der skal vises eksternt. Eksempelvis laver kommunikationsafdelingen en rapport over virksomhedens (relativt beskedne) miljøtiltag i det forgange år, men den ender tit med at ligge ulæst hen. Den udkommer først nogle måneder efter årets udgang, og alle er på det tidspunkt langt mere optaget af at nå de mange nye mål for det indeværende år. Intentionen med at skrive rapporten var formentlig, at den skulle læses af eksterne, men ikke engang direktionen gider sætte tid af til den. Det behøver de dog heller ikke, for når de kigger på den fine tryksag, tænker de formentlig to ting: at sådan en tyk moppedreng jo ikke kan indeholde det rene ingenting, samt at den er ualmindelig flot produceret og derfor også meget læst. Ergo har kommunikationsafdelingen gjort det godt. Vinderen er chefen for afdelingen, der kan vise den frem. Taberne er medarbejderne i afdelingen, der har bøvlet med at indsamle miljødokumentation fra hele organisationen og sidenhen skrive det sammen i en rapport.

Det ‘bedste’ resultat
Nulfejlskulturen udmønter sig ofte i, at arbejdspladsen kommer til at investere ualmindelig meget tid i marginaler for at være sikker på, at man altid vælger den mest optimale løsning. Man kan sammenligne det lidt med kost og træning. Hvis du sover otte timer hver nat, spiser grøntsager, frugt og fuldkorn, skærer ned på kage og rødt kød, drikker vand og får pulsen op 30 minutter dagligt, så er du kommet rigtig, rigtig langt. Måske 90 procent af vejen. For at komme de sidste 10 procent kræver det en indsats, som ikke nødvendigvis står mål med al det ekstra bøvl og al den ekstra tid og tankevirksomhed, du bruger på at nå de 100 procent. Sådan er det også på arbejdspladser med nulfejlskulturen. Der bliver brugt ualmindelig meget krudt på at levere et resultatet, som er angrebet fra alle tænkelige vinkler over flere omgange og sendt til høring i seks forskellige afdelinger. For virksomheden vurderer, at det er nødvendigt for at få det bedste resultat – subjektivt vurderet naturligvis.

Til det må jeg sige, at man nogle gange bare skal stoppe på 90 procent. Måske er det ok, arbejdsopgaven kun ryger til høring i to forskellige afdelinger, og måske behøver man kun angribe den fra to forskellige vinkler. Ofte vil også dét faktisk være at skyde over målet på langt de fleste arbejdspladser.

Jeg håber, du får en god uge uden pseudoarbejde eller om ikke andet modet til at stille dig selv og din chef spørgsmålet: Skaber mit arbejde værdi?

Mere fra www.mettem.dk

Om et kuet køn og meningen med livet
Om at være produktiv på sine hjemmearbejdsdage

Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin
Posts created 88

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top