hjemmearbejdsdag

Om at være produktiv på sine hjemmearbejdsdage

HJEMMEARBEJDSDAGE: Jeg har igennem tiden været forbi en del arbejdspladser med vidt forskellige politikker omkring hjemmearbejdsdage. Mere end et par gange har jeg oplevet, at der ikke rigtig er en kultur for at tage dem. Det står måske ikke nedfældet, at man ikke må, men i praksis er der bare ingen, der arbejder hjemmefra. Nogle steder er det med god grund, og det letter da også mange opgaver at være fysisk til stede på arbejde de dage, hvor ting skal koordineres, eller hvis man har et job i produktion, i undervisning eller i butik. Det siger sig selv.

Men der er også arbejdspladser derude, hvor det ikke altid lige er til at gennemskue, hvorfor der ikke er kultur for at tage en hjemmearbejdsdag i ny og næ. Og når det bliver svært at få øje på årsagen, ligger der sjældent faglige overvejelser bag. Mere om det en anden dag.

Jeg oplever nemlig at kunne være ualmindelig effektiv på hjemmearbejdsdage, og derfor værdsætter jeg muligheden ret højt. Til gengæld hører jeg ofte fra venner og bekendte, at hjemmearbejdsdage er uproduktive og ender i én stor overspringshandling, så jeg vil gerne dele mine erfaringer. Som studerende afleverede jeg nemlig altid i sidste sekund og var en mester i overspringshandlinger som så mange andre. Der skete noget, da jeg blev selvstændig, og det har jeg siden kunnet bruge på hjemmearbejdsdage.

Der er selvfølgelig forskel på, om du arbejder hjemme, fordi der kommer en håndværker, eller om du rykker kontoret hjem for at få en luftforandring og kunne arbejde igennem uforstyrret. Ligegyldigt anledningen har jeg listet nogle anbefalinger, som du måske kan tage udgangspunkt i, når du skal arbejde hjemmefra næste gang. For mig er det i hvert fald opskriften på en produktiv dag på arbejdsfronten, men også på den huslige front.

hjemmearbejdsdag

A. Vælg den rette opgave.
Det er ikke alle opgaver, der bliver løst bedre derhjemme. Vælg en opgave, du kan løse alene, og som ikke kræver et stort set-up. Hvis du løser den bedre med to store skærme, tæt dialog med kollegaer eller lange mailkorrespondancer, så bliver dagen sjældent særlig effektiv.

B. Arbejd når du er skarpest.
Vores verden er indrettet til, at vi skal arbejde mellem 8.30-17, men det passer ikke til alle. Jeg arbejder personligt bedst tidligt om morgenen, så det udnytter jeg, når jeg arbejder hjemmefra og starter måske allerede før klokken 06.

C. Luk Outlook, Skype og netaviserne.
Eller hvilke systemer du nu engang bruger til at være i kontakt med omverdenen eller holde dig opdateret. De fleste af os, kan sagtens lukke det hele ned og blot logge ind to gange inden for almindelig kontortid for at være ajour og svare på det mest nødvendige.

D. Læg din telefon væk.
Den forstyrrer, så længe den er inden for rækkevidde, for det er så nemt lige at tage den op. Jeg har den dog ikke længere væk, end at jeg kan høre den, hvis den ringer.

E. Arbejd i blokke.
Når alle forstyrrelser er ryddet af vejen, kan du arbejde i blokke af mellem 45-90 minutters varighed. I denne periode forpligter du dig til at blive siddende og arbejde på opgaven – også selvom du går i stå og kigger ud ad vinduet i fem minutter. For du har jo ikke din telefon, mail eller netaviser.

F. Spis foran computeren.
Det er måske lidt kontroversielt at sige, du skal spise, mens du arbejder, men det gør jeg altid. Når jeg holder pauser, vil jeg gerne bevæge mig rundt i stedet for at sidde ned, så jeg arbejder igennem, mens jeg spiser og gemmer pauserne til noget mere produktivt.

G. Gå en tur.
Især i vinterperioden er det en lille smule forfærdeligt, at det er mørkt, både når vi møder på arbejder, og når vi får fri. Brug frokostpausen på at gå en tur og få frisk luft til hovedet. Også selvom det er overskyet udenfor.

H. Brug dine pauser aktivt.
Du er hjemme, og selvfølgelig skal du have tid til at sætte vasketøj over, gøre rent i køleskabet, tømme opvaskemaskinen eller støvsuge sofaen. Jeg bruger mine pauser til huslige aktiviteter, der tager maksimalt 10-12 ud af de 15 minutter, jeg holder pause. De sidste par minutter bruger jeg på at lave en kop kaffe, en kop te eller hente en snack i køleskabet, så jeg er klar til næste blok.

I. Lav aftaler med dig selv.
Inden du går i gang med en blok eller en pause, skal du aftale med dig selv, hvor længe den skal vare. Så undgår du at kaste håndklædet i ringen for tidligt, mens du arbejder eller trække pausen for langt, fordi du står mit i noget.

J. Stræk arbejdsdagen.
En anden stor fordel ved at arbejde hjemme, er at du ikke behøver arbejde alle dine 8 timer i ét stræk, som vi almindeligvis gør. Jeg arbejder som nævnt oftest tidligt om morgenen, og det betyder, jeg kan holde et par timers pause efter frokost, inden jeg slutter af med en time eller halvanden sidst på eftermiddagen.

Jeg håber, du kan bruge et par eller flere af mine anbefalinger. Personligt har denne struktur givet mig mange produktive hjemmearbejdsdage, og det hjælper mig også til at få et godt overblik over, hvor meget jeg egentlig har arbejdet. Mit pligtopfyldende jeg har det bedst med at vide, at jeg har tjent min løn, og det er jeg ikke i tvivl om, når jeg sætter en stram struktur op. Og så får jeg ovenikøbet også frisk luft i dagens løb og ordnet nogle praktiske ting. Havde jeg siddet på kontoret, var mine pauser bare gået med netaviser og sociale medier.

Hvordan har du det med hjemmearbejdsdage?

Mere fra www.mettem.dk
Om at netværke sig til et arbejdsliv
Om at skabe nye (sunde) vaner

Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin
Posts created 88

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top