Om den utroværdige journaliststab

TROVÆRDIGHED: I en facebookgruppe for beboere i mit Østerbrokvarter linkede et medlem forleden til en artikel i Politiken. Artiklen handlede om, hvordan man tænder op i sin brændeovn, så man undgår at forurene. I opslaget skrev vedkommende:

“Jeg arbejder til daglig med energirådgivning og vil ikke tøve med at sige, at forkert anvendelse udgør 90% af problemet. Her er et link til en fint underbygget artikel om, hvordan man tænder op. (Den er godt nok fra Politiken, men deres ‘forbruger’-artikler er ok og jeg har faktatjekket deres oplysninger, så den er god nok)”

Jeg blev egentlig lidt paf over, at en af landets store dagblade opfattes som utroværdig, medmindre fakta er tryktestet hos andre kilder. Personens kommentar er ikke nødvendigvis udtryk for, at alle opfatter Politiken som utroværdig, men jeg kan jo nikke genkendende til udviklingen, og det kan du sikkert også.

Utroværdige faggrupper
Allerede da jeg gik på Journalisthøjskolen for +10 år siden, blev vi underholdt med, at journalister var blandt de mest utroværdige faggrupper sammen med ejendomsmæglere og bilforhandlere. Jeg faktatjekkede det ikke dengang, men i 2017 lå journalister i hvert fald meget lavt i den undersøgelse, som Radius Kommunikation laver hvert år. Og vi roder netop rundt sammen med ejendomsmæglere, bilforhandlere og den største bundskraber af dem alle: politikerne.

Det er slemt nok i sig selv, at der ikke er tiltro til den enkelte journalist, men det er endnu værre, hvis der er en dalende tillid til mediehusene. Hvis det ikke ‘bare’ er den enkelte journalist, der anses som utroværdig, men eksempelvis Politikens Hus, for det kan undergrave behovet for etablerede dagblade, der favner alle emner. Hvis befolkningen ikke stoler på, at journaliststaben og mediehusene kan omsætte viden uden at forplumre budskabet eller indholdet, så mister de deres plads i samfundet. I hvert fald den som budbringere af svært tilgængelig eller kompleks viden. Heldigvis har de også andre roller.

Journalister vs akademikere
Jeg forstår bestemt den manglende tillid til eksempelvis Politiken. Min opfattelse er, at den er blevet bedre i løbet af de seneste par år, men det var noget af en bølgedal for dem, da de for nogle år siden på samme tid skruede op for kvantiteten og ned for kvaliteten på deres netavis. At være først ude af busken med nyheder blev i hvert fald et så vigtigt parameter, at journalistikken og retstavningen led for en stund.

Jeg kan dog ikke forestille mig, at journalisterne bevidst leverer mangelfulde eller fejlfulde artikler. Jeg tror bare ikke, vi forstår hinandens verdener. Os og akademikerne. Den allerførste disciplin, vi lærte på Journalisthøjskolen, var at skarpvinkle artikler og koge et emne ned til én sætning. Det er det, journalister bliver eller i hvert fald blev skolet til. På den anden side af kløften står den akademiske verden – eksperterne – som helst ikke vil tage munden for fuld. De tager gerne mange forbehold, nuancerer og bløder op for de skarpe vinkler, journalisterne kommer med.

Min opfattelse er, at de to lejre har haft så lidt forståelse for hinanden, at de to verdener har syntes uforenelige fra begge sider af kløften. Men efterhånden som akademikerne forstår vigtigheden af formidling, og journalisterne forstår vigtigheden af nuancer, lander vi et sted, hvor svært tilgængelig og kompleks viden kan gøres forståelig for lægmand uden at miste dens sandhed. Nu mangler mediehusene bare at komme ud over rampen og tage den plads i stedet for at køre i den gamle rille. I hvert fald i sundhedsdebatten.

Seks års arbejde formidlet forkert
Det er ikke mange dage siden, at en historie, om at mindre gluten giver vægttab og sunde tarme, ramte Ritzau, Politiken og dr.dk. Personligt undrede jeg mig, men jeg nåede faktisk ikke at læse mere end overskrifter, før det spredte sig på sociale medier, at det var en fejlbehæftet artikel.

Tre dage senere kom en af forskerne bag undersøgelse til orde på dr.dk med følgende citat:

“Jeg er helt enig i, at det ikke var optimalt (at misforinformation om studiet blev formidlet, red.), og som ung forsker er der ikke noget værre end at se, at det arbejde, man har brugt seks år af sit liv på, bliver forkert formidlet. For vi brænder for at bringe viden ud til folk, hvor den kan gøre en forskel.”

Jeg undrer mig over, hvordan det kan gå så galt. Har journalisten forsøgt at afkode studiet uden at have forudsætninger for det eller bare sjusket? Har redaktionssekretæren besluttet at redigere lidt efter lukketid for at gøre artiklen skarpere?
Og hvad med forskerne bag? Har de blot publiceret studiet uden at række ud til medierne med en pressemeddelelse? Hvis de brænder for at bringe viden ud til folk, har de vel ikke bare siddet på deres hænder.

Jeg spekulerer på, om de store dagblade igen vil tage pladsen som samfundets formidlere, eller om det er en umulig opgave, når journalisterne skal producere 5-10 artikler om dagen og favne adskillige emner i dybden. Det er mildest talt en utaknemmelig opgave. Måske er formidlingen bedre overladt til dem, der har tid til fordybelse. Sådan nogle som Morten Elsøe, Anders Nedergaard og Nikolaj Bach, der har grebet chancen og delvist bygger deres forretning på, at dagbladene fejler i sundhedsformidlingen, og at nichemedierne (endnu) ikke har fundet vej.

 

Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin

Mere fra www.mettem.dk
Strøtanker #1
Om at netværke sig til et arbejdsliv

 

Posts created 65

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top