Syv bud på et stærkt fundament for dit selvstændige arbejdsliv

ENKELTMANDSBIKS: Jeg har været selvstændig som journalist og kommunikationskonsulent igennem knap ni år og har tidligere skrevet lidt om, hvorfor og hvordan jeg kastede mig ud i den tilværelse. Igennem tiden er jeg ofte blevet spurgt af andre med ambitioner om en selvstændig tilværelse, om jeg vil dele mine erfaringer og fortælle, hvilke ben jeg har bygget min biks på. Det vil jeg altid gerne, og ganske ofte er jeg blevet mødt af en bekymret mine og en nervøs mave, hvorfor mit første budskab ofte har været, at det slet ikke er så farligt, som det måske lyder.

Jeg har dog set en del mennesker vælge vejen af ren og skær nød, og det går selvfølgelig sjældent godt. Du skal gøre op med dig selv, om du kan træffe de nødvendige beslutninger, og om du har både hovedet og maven med.

Der er stor forskel på at være drevet af at skabe noget for sig selv og at være drevet af en passion for sit fag. Det er muligvis kontroversielt, men jeg vil absolut mene, du har større chancer, hvis du er drevet af førstnævnte. Med mindre din passion ligger på et marked, der har et stort gabende hul med plads til dig.

Hvis jeg tager udgangspunkt i mit eget fag journalistikken, er der stort set ingenting at komme efter. Journalister og skribenter står i kø for at sælge rejsejournalistik, reportager og portrætter, og det presser priserne i bund. Så meget at det er svært at opretholde en gennemsnitlig dansk indkomst.

Hvis du udelukkende er drevet af din passion for dit fag, kan det være svært at træffe den nødvendig beslutning om at gå derhen, hvor pengene er. I mit tilfælde er det i kommunikationsbranchen.

Du skal selvfølgelig kunne lide, hvad du laver, men tænk over, om du er villig til at gå på kompromis, for det vil være nødvendigt fra tid til anden. Selv er jeg primært drevet af at skabe noget for mig selv, og derfor føler jeg ikke noget tab ved at arbejde med kommunikation. Faktisk synes jeg, det kan være nøjagtigt ligeså så spændende som journalistik, og jeg er mest tilfreds, når jeg får lov at lave begge dele.

Syv bud på et godt fundament
Så hvis du har både hovedet og maven med, så kommer her mine syv bud på et stærkt fundament for dit selvstændige arbejdsliv.

A. Kend din værdi
Jeg har rigtig ofte set selvstændige tage en pris for deres arbejde, som er så lav, at de faktisk ikke kan leve af det. Sørg for at tage dig betalt fra første færd. Jeg pønser lidt på at lave et indlæg, der handler om værdisætningen af arbejde og mine tanker omkring det. Er det interessant?

B. Keep costs low
Du kan købe dig fattig i merchandise til din biks, flotte visitkort, en dyr computer, nye kontormøbler, blokke med både tern og linjer samt Kusmi-te fra Magasin til de lange arbejdsdage, men lad være med at bruge penge, før du tjener penge. Du er selvfølgelig nødt til at kunne udføre dit arbejde, men forhold dig kritisk til alt, du køber.

C. Netværk, netværk, netværk
Ingen køber dine services, hvis de ikke kender dig. I salg og marketing taler man om konverteringer og salgstrakter, men det eneste, du har brug for at vide lige nu, er, at personlig kontakt til en potentiel kunde er noget af det stærkeste, der findes, når du sælger ydelser. Og derfor skal du netværke. Jeg har skrevet mine netværksråd her.

D. Skab værdi fra første færd
På lønmodtagerarbejdsmarkedet er det ikke uhørt, at der er en indkøringsperiode på nogle måneder, før en ny medarbejder leverer. Når du er selvstændig, skal kunden dog mærke værdien af din ydelse helt fra begyndelsen. Du skal derfor være i stand til at levere på baggrund af dine erfaringer, indtil du har samlet viden om den specifikke kunde og situation.

E. Gør dig umage hver gang
Det er på mange måder nemt at være lønmodtager. Har du en dårlig dag på arbejde eller måske en dårlig uge, er det for de fleste vedkommende til at slippe af sted med. Det samme gør sig ikke gældende, når du er selvstændig. Du er aldrig bedre, end den sidste opgave du leverede til kunden. Derfor skal du gøre dig umage hver gang.

F. Find et marked
Rigtig mange selvstændige tager udgangspunkt i, hvad de er dygtige til og har lyst til at lave og glemmer at tænke over, hvad der er behov for og efterspørgsel på i verden. Når du skal sælge en ydelse, skal du bruge mere tid på at tænke over, hvad kunderne har brug for, end hvad du selv drømmer om at lave.

G. Brug dig selv
Selvom du sælger en ydelse, så sælger du i høj grad også dig selv, når du har en enkeltmandsbiks. Hvis du har en hjemmeside, skal du vise, hvem du er. Der vil formentlig være mange andre, der i stor udstrækning kan det, du kan, så giv kunden mulighed for at vurdere dig på andre parametre end dine ydelser og priser.

Har du tilføjelser til listen? Eller drømmer du om at blive selvstændig?

Mere fra www.mettem.dk

Hej vinter – ønsker for en årstid
Kan du godt leve af det?
Følg med på Facebook eller Instagram

Follow on Bloglovin

 

Posts created 65

6 thoughts on “Syv bud på et stærkt fundament for dit selvstændige arbejdsliv

  1. Jeg har været lidt sløv med at læse med, men dette var endnu et godt indlæg!
    Dine indlæg om dit liv som selvstændig er mine favoritter, keep them coming! Og jeg ville være meget interesseret i at læse om dine tanker omkring at sætte værdi på sit arbejde! 🙂

    1. Tak, Linnea! Jeg føler mig også inspireret til at skrive meget mere om denne slags emner, så bloggen tager måske lidt en drejning i den retning 🙂

      1. Dejligt, det ser jeg frem til at få læse mere om, så 🙂
        Og så er jeg i øvrigt meget enig med dig i din udtalelse om hvorvidt du mener at det er vigtigt at fokusere på at skabe noget for sig selv, eller at være drevet af passionen for sit fag, hvor du nævner at du anser det førstnævnte er vigtigere. Jeg kan ikke personlig tale fra erfaring når vi taler at bygge et eget firma, men jeg ville sige at samme råd gælder dem som sigter på at blive lønmodtagere. Hvis jeg i dag kunne give mit unge jeg et råd i karrierevalg, ville jeg ikke spørge “hvad vil du arbejde med”, men “hvordan vil du at din arbejdsdag skal se ud”. At du synes dine arbejdsopgaver/dit emne er spændende, behøver nemlig ikke gå hånd i hånd med at du kan lide arbejdsgangen som følger med, har jeg lært 😉

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top