pinot noir

Turen går til Seattle, Portland og San Francisco

FERIE: Når vi letter fredag morgen klokken 06 for at tage på eventyr, er det otte måneder siden, vi senest har haft ferie. Jeg kan ikke anbefale at trække den så længe. I hvert fald ikke hvis man som jeg er vant til at tage på ferie i tide og utide. Men det har været et svært tilfælde af voksenliv de seneste mange måneder, og sådan går det nogle gange, om end jeg vil gøre mit bedste for, at det ikke sker igen. Mere om det en anden dag.

pinot noir

Forventningens glæde er derfor utrolig stor, og nu kan dagene tælles på én hånd. Vi er der næsten. Altså lige om en 1000 timers flyvetur, men den klarer vi i stiv arm, eller også klarer vi den bare.

Igen går turen til USA, men destinationen er ny. Jeg tror, jeg har været i USA cirka 10 gange, men Seattle i Washington State og Portland i Oregon er jomfruelig jord for os, og det har været en drømmedestination for mig længe. Drømme har det med at smitte af, og derfor ville Troels heldigvis også gerne af sted på samme eventyr. Jeg har været i San Francisco tre gange tidligere og tilbragt sammenlagt et par måneder i byen, så den er relativt velkendt og ret fantastisk. Jeg har gode venner i byen, og dem glæder jeg mig virkelig meget til at se, men for Troels er San Francisco også uudforsket territorium, så vi skal have hele turen rundt – besøge Alcatraz, over Golden Gate bridge, hænge ud i Dolores Park, spise mexicansk i Mission, en tur til Big Sur og kigge på huse i Sausalito.

Det er til gengæld helt og aldeles uplanlagt, hvad der skal foregå i Seattle og Portland. Vores primære motivation for at besøge de to stater er vin, mad og natur i nævnte rækkefølge. Jeg har i mange år været stor fan af pinot noir fra Oregon, så det kunne jeg godt tænke mig at opleve på tæt hold. Derudover har Portland ry for at have en sprudlende madscene, hvilket San Francisco jo også har. Og så har jeg fået indtryk af, at der er vanvittigt smukt langs kysten og tæt ved Canadas grænse.

pinot noir

Vi har booket flybilletter, en bil og de fire første nætter i Seattle, men derudover ligger verden åben, og sådan kan vi bedst lide det. Jeg har researchet en smule på, hvad der kunne være interessant at se, men jeg er hele tiden gået lidt i stå, så vi tager det nok bare, som det kommer. Til gengæld vil jeg gerne rigtig gerne have tips og ideer til turen, så send endelig jeres anbefalinger min vej, hvis I har været der.

Jeg satser på at lave et par guides derfra til bloggen.

Follow on Bloglovin

Mere fra www.mettem.dk
Hej efterår – ønsker for en årstid
Løbelykke #1

Posts created 86

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top