mettem

Et opgør med stivstikkeriet på arbejdspladsen

STIVSTIKKERI: Da jeg blev færdiguddannet i 2009, var det stadig kun den yngre generation, som var på Facebook. De øvrige sociale medier var ikke rigtig slået igennem, og således skulle man heller ikke bekymre sig om at møde sin chef i den virtuelle verden. Jeg er selvstændig og har altid skullet hente opgaver hos forskellige virksomheder, og ligesom de googler deres jobkandidater, så googler de selvfølgelig også deres konsulenter. Dengang fik vi at vide, at vi skulle passe på, hvad vi sådan lagde ud på sociale medier og delte med gud og hver mand, for arbejdsgiverne ville jo så kunne finde det. Især hvis vi var så letsindige at blive venner med dem.

”Kunne finde hvad?”, tænkte jeg? Billeder af mig i bikini på sommerhustur? Tjek. Billeder af mig med et glas vin i hånden til en fest? Jeps. Billeder af mig, der fejrer årsdag med min kæreste? Også det.

Men det gør mig da ikke til en dårlig medarbejder eller konsulent?

Tungen på vægtskålen
I mit stille sind tænkte jeg, at det nok ville gå over med tiden, som den generation af ledere går på pension, men jeg begynder at blive nervøs for, at jeg tager fejl. For når jeg kigger mig omkring, er der umanerligt mange unge mennesker (mest dem i jakkesæt), der gør en dyd ud af fuldstændig at afskærme og adskille det private liv fra deres professionelle virke for ikke at kompromittere deres karriere. Billedet fra weekenden på Pangea må ikke være tungen på vægtskålen om to år, når chefen skal forfremme en fra afdelingen.

Der er masser af mennesker, der ikke deler på de sociale medier, fordi det ikke interesserer dem og fred være med det. Men hvis vi holder os væk af karrierefremmende hensyn, så holder vi os selv fast i en overbevisning om, at det har en betydning. At vi kan diskvalificere os selv på baggrund af, hvem vi er, og derfor efterlader vores personlighed ved hjemmets hoveddør, så hverken kollegaer eller kunder kender os for andet end vores faglighed. Og når den generation bliver ledere om 15 år, tager de den overbevisning med sig, og så er vi lige vidt.

Bag lukkede profiler
Men hvorfor bilder vi os selv ind, at vi ikke må være mennesker? Hvis du er dygtig til det, du laver, bliver du jo ikke mindre dygtig af, at du fortæller om dit Meet ’n’ Greet med Maroon 5 eller lægger et billede op af det. Hvorfor gemmer vi os bag lukkede profiler, når alt vi viser derinde er helt almindelig dagligdag, fest, ferie, fis og ballade? Det er liv. Alle andre lever jo også, selvom de holder det hemmeligt, så skal vi ikke insistere på at lave et opgør med stivstikkeriet?

Hvis jeg var chef, ville jeg helst ansatte en medarbejder, der tør dele lidt af sig selv, hvad end det er i den virtuelle verden eller i det personlige møde med kollegaer og ikke mindst kunder. Det virker næsten lidt utrygt ikke at vide, hvad der sker, når slipseknuden bliver løsnet.

Få tanker og indlæg om arbejdsmarkedet, kvindeliv og livet som selvstændig i din indbakke. Skriv dig op til mit nyhedsbrev her.

Mere fra www.mettem.dk
Føler du dig utaknemmelig for dit job? 
Kan du bygge et selvstændigt arbejdsliv på din passion?

Posts created 80

4 thoughts on “Et opgør med stivstikkeriet på arbejdspladsen

  1. Jeg er overbevist om at det er den tiltagende grad af “identity politics” som goer at folk i stoerre grad ikke toer dele hverken det ene eller det andet om deres person, i raedsel for hvilken indflydelse det kan have på deres fremtidige karriere. Og jeg tror desvaerre ikke at det bliver bedre i takt med at den “aeldre generation” traeder af deres lederstillinger.
    Jeg er ellers enig med dig, var jeg chef, ville jeg i meget stoerre grad vaere interesseret i at ansaette en person der ikke var bange for at vise hvem han/hun er også udenfor arbejdet. Jeg vil jo ansette en individ og ikke en token.

  2. Så du tror faktisk, det ligefrem bliver værre, hører jeg? Jeg kunne tro, det er meget branchebestemt, men det virker som om, du har ret i, at det ikke bliver bedre som den ældre generation går på pension…
    Vi må sørge for at blive chefer 😀

    1. Jeg tror at der er en risiko for det, ja, men min forhåbning er, at der kommer en modreaktion inden alt for laenge. Foer eller siden taenker jeg at det kommer at blive så absurt, at folk ikke laengere kommer at finde sig i det.
      Haha, ja, vi ville blive de bedste chefer; de ansatte får frihed under ansvar, vi praediker at de skal prioritere deres fritid over deres arbejde, vi kommer udelukkende at vurdere dem udfra deres praestation og ikke deres fritidsinteresser eller “face time”…. folk kommer jo at stå i koe, for at blive ansat hos os 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Related Posts

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top